Øre-, næse- og halslægerne behandler alle godartede lidelser på højeste nationale niveau.
De tilknyttede overlæger har en langvarig baggrund fra flere af landets største og mest velrenommerede øre-, næse- og halsafdelinger.
Operation af næsens muslingeben i lokalbedøvelse
Formålet med operationen
er at bedre luftpassagen gennem næsen.
Før operationen
Du må ikke indtage medicin, der indeholder acetylsalicylsyre (Kodimagnyl, Treo), gigtmedicin (Brufen, Ibumetin, Voltaren og lignende) eller naturmedicin som fiskeolie og Omega 3 i ugen op til operationen af hensyn til blødningsrisiko.
Hvis du bliver syg op til operationsdagen, bedes du kontakte os på 87 20 30 38.
I tilfælde af akutte infektionssygdomme, f.eks. forkølelse, vil operationen blive udsat.
Sygemelding efter operationen
Stillesiddende arbejde kan normalt genoptages efter 1-2 dage.
Fysisk, beskidt og støvet arbejde kan genoptages efter 2 uger.
Praktiske oplysninger
Der kan være ventetid. Medbring gerne læsestof. Hospitalet påtager sig ikke ansvaret for værdigenstande under opholdet.
Operationsdagens forløb
Inden operationen vil lægen i ambulatoriet lægge vat med lokalbedøvelse i næsen. Når det har virket i 10-15 minutter, vil du blive vist hen til operationsstuen.
Efter operationen anbefaler vi, at du venter mindst 30 minutter, før du kører hjem.
Operationen foregår i lokalbedøvelse. Operationen efterlader ingen synlige ar, da det laves igennem næseborene.
Efter operationen
Saltvandsskylning
Næsen bliver tør og stiv indvendig, hvorfor det er rart at fugte næsen. Køb en saltvandsspray på apoteket (f.eks. Apotekets saltvandsdouche). Du må bruge den så meget, du har lyst til. Sårskorper i næseborene kan smøres med en vatpind med vaseline.
Hævelse
Umiddelbart efter operationen er der fri passage i næsen på grund af den medicin, der er brugt i næsen. Efter nogle timer aftager effekten, og næsen vil hæve indvendigt. Næsen stopper derfor til som ved en forkølelse. Efter en uge begynder luftpassagen langt at bedres.
Nysen
Må ikke holdes tilbage og skal gøres gennem åben mund.
Blødning
Forekommer normalt i let grad fra næsen de første timer efter operationen. De næste 3-4 dage kan der komme tynd, rødlig væske fra næsen og halsen.
Ved vedvarende blødning fra næsen, sæt dig roligt ned med et glas fyldt med knuste isterninger og sut på disse, indtil hele glasset af tømt.
Ved kraftig blødning bedes du kontakte os på 87 20 30 40.
Smerter
Normalt er forløbet smertefrit. Hvis der opstår smerter, er det normalt nok at tage tablet Panodil/Pamol/Pinex 1 gram højst 4 gange dagligt.
Infektion
Ved temperatur over 38 eller udtalte smerter, eller hvis der kommer betændelse ud af næsen, bedes du kontakte os.
Aktivitet
Det anbefales, at du tager det meget roligt den første uge efter operationen. Du må gerne gå små ture, men ikke bøje dig fremover eller løfte tunge ting. Fysisk aktivitet kan genoptages efter to uger.
Kost
Du må spise og drikke, som du plejer.
Kontrol efter operationen
Efter 2 måneder til vurdering af resultatet. Hvis du er meget stoppet og/eller har mange skorper efter en uge, kan du bestille tid til en ekstra kontrol.
Speciallæger og behandlere


