Øre-, næse- og halslægerne behandler alle godartede lidelser på højeste nationale niveau.
De tilknyttede overlæger har en langvarig baggrund fra flere af landets største og mest velrenommerede øre-, næse- og halsafdelinger.
Operation af ydre næse i kombination med næseskillevæg og muslingeben
Formålet med operationen
Ændre næsens form og samtidig forbedre luftpassagen gennem næsen.
Før operationen
Rygning hæmmer sårhelingen. Vi anbefaler rygestop min. 2 uger før til 2 uger efter operationen, jo tidligere jo bedre.
Du må ikke indtage medicin, der indeholder acetylsalicylsyre (Kodimagnyl, Treo), gigt medicin (Brufen, Ibumetin, Voltaren og lignende) eller naturmedicin som fiskeolie og Omega 3 i ugen op til operationen af hensyn til blødningsrisiko.
Hvis du bliver syg op til operationsdagen, bedes du kontakte os på 87 20 30 38.
I tilfælde af akutte infektionssygdomme, f.eks. forkølelse, vil operationen blive udsat.
Sygemelding efter operationen
Stillesiddende arbejde kan normalt genoptages efter 1 uge.
Fysisk, beskidt og støvet arbejde kan genoptages efter 3 uger.
Praktiske oplysninger
Der kan være ventetid. Medbring gerne læsestof. Hospitalet påtager sig ikke ansvaret
for værdigenstande under opholdet.
Dine forberedelser til operationen
Faste
Du skal faste 6 timer før dit mødetidspunkt, men må drikke saftevand, vand, te/kaffe (uden mælk) indtil 2 timer før mødetidspunktet. To timer før dit mødetidspunkt vil vi anbefale, at du drikker to glas saftevand(diabetikere skal dog ikke drikke saftevand).
Morgentoilette
Inden du møder til operationen, skal du tage bad, børste tænder, vaske hår og ansigt.
Piercinger tages ud og du må ikke have make-up på.
Operationsdagens forløb
Når du møder på operationsdagen, vil du blive tildelt en seng. Før operation får du en smertestillende tablet.
Efter operationen bliver du kørt på opvågningsstuen, og når du er helt vågen på en almindelig sengestue.
Operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse. Operationen efterlader ingen synlige ar, da der som regel åbnes indvendigt i næsen. På næseryggen lægges en plasterforbinding og plastikskinne for at holde næsen smal og beskytte den. I enkelte tilfælde anbringes der silikoneplader indvendigt i begge sider af næsen. Disse fjernes efter ca. 1 uge.
Efter operationen
Du må ikke selv køre hjem efter operationen, og vi anbefaler, at du ikke er alene før
dagen efter operationen.
Saltvandsskylning
Næsen bliver tør og stiv indvendigt, hvorfor det er rart at fugte næsen. Køb en saltvandsspray på apoteket (f.eks. Apotekets saltvandsdouche). Du må bruge den så meget, du har lyst til. Sårskorper i næseborene kan smøres med en vatpind med vaseline.
Hævelse
Næsen hæver i op til 48 timer efter operationen. De næste par dage ændrer næsen sig kun lidt, hvorefter hævelsen hurtigt aftager. Man kan blive blå omkring øjnene og ned på kinderne. Der kan være følelsesløshed og ømhed i næsetippen, overlæben og fortænderne et stykke tid efter operationen. For at modvirke hævelse bør du hæve hovedgærdet på din seng eller bruge to hovedpuder den første uge. Når du vågner, er der fri passage i næsen på grund af den medicin, der er brugt i næsen. Efter nogle timer aftager effekten, og næsen vil hæve indvendigt. Næsen stopper derfor til som ved en svær forkølelse. Efter 1 uge bedres luftpassagen langsomt.
Nysen
Må ikke holdes tilbage og gøres gennem åben mund.
Blødning
Forekommer normalt i let grad fra næsen de første timer efter operationen. De næste 3-4 dage kan der komme tynd, rødlig væske fra næsen og i halsen.
Ved vedvarende blødning fra næsen, sæt dig roligt ned med et glas fyldt med knuste isterninger og sut på disse, indtil hele glasset er tømt.
Ved kraftig blødning bedes du kontakte os på 87 20 30 40.
Smerter
Pandehovedpine og trykken kan forekomme. Det er normalt nok at indtage tabl. Panodil/ Pamol/Pinex 1 gram højst 4 gange dagligt eventuelt i kombination med Ibumetin 400 mg højest 4 gange daglig.
Infektion
Ved temperatur over 38 eller udtalte smerter, hævelse, rødme omkring næsen, eller hvis der kommer betændelse ud af næsen, bedes du kontakte os.
Aktivitet
Det anbefales, at du tager det meget roligt den første uge efter operationen. Du må gerne gå små ture, men ikke bøje dig fremover eller løfte tunge ting. Fysisk aktivitet kan genoptages efter tre uger. Kontaktsport (fodbold, håndbold mm) kan genoptages efter 6 uger.
Kost
Du må spise og drikke, som du plejer.
Briller og kontaktlinser
Kontaktlinser kan anvendes efter et døgn.
Briller må ikke hvile direkte på næsen før 6 uger efter operationen.
Kontrol efter operationen
1 uge til let oprensning af næsen, sikre at der ikke er tegn på infektion og fjernelse af skinnen.
3 måneder til vurdering af resultatet. Husk at der kan gå op til et år, inden næsen får sin endelige form.
Suturene opløser sig selv, men nogle gange generer de. I så tilfælde kan man få dem væk ved at smøre næseborene med en vatpind med vaseline.