Fod- og ankelklinikken fokuserer både på lidelser der kræver operativ og ikke operativ behandling, både i for, mellem og bagfod. Vi har også stor interesse i idrætsmæssige skader, både hvis du er kommet akut til skade eller har fået en overbelastningstilstand.
Vi tilbyder også operative behandlinger (kikkertoperation) af lidelser i ankelleddet, achillessene-operationer samt stabiliserende ankeloperationer.
Knyst
Knyst - (Hallux Valgus)
Hvad er en knyst?
En knyst er en abnorm hævelse på indersiden af storetåens grundled. Huden hen over bliver ofte rød og øm. Samtidig er der ofte en udad drejning af storetåen og i nogle tilfælde tillige en lille rotation.
Årsager
Lidelsen er hyppigere hos kvinder end hos mænd. Årsagen til lidelsen er formentlig et sammenspil af flere faktorer, hvor arv og skovalg (smalle, højhælede sko) spiller en afgørende rolle. Der findes dog også tilfælde, hvor man ikke kan påvise nogen årsag.
Symptomer
- knystedannelse
- hævelse og ømhed
- rødme
- i sjældne tilfælde sårdannelse
Diagnosen
Diagnosen stilles ud fra det kliniske billede samt evt. røntgenbilleder
Ikke kirurgisk behandling
forfodsindlæg (kan købes i skoforretninger, matas, apotek, bandagist)
brug altid sko med god plads
mulighed for at afprøve forskellige former for natskinner, dog oftest uden varig effekt
Kirurgisk behandling
I sjældne tilfælde kan man klare sig med en afmejsling af knysten. Oftest er dette ikke tilstrækkelig og man må supplere med yderligere indgreb på storetåens knogler. Under dette indgreb vil man save storetåens knogle igennem og forskyde enderne i forhold til hinanden med den hensigt at rette op på storetåen. Det har vist sig, at knysten i disse tilfælde sjældnere gendanner sig. Der findes flere forskellige operationsmetoder. Storetåknoglen vil blive holdt på plads med ståltråd eller skruer.
Hvilken type operation, du vil blive tilbudt, afhænger af flere faktorer:
Blodforsyning, røntgenbilledets udseende, tæernes stilling, er alle sammen faktorer som er med til at bestemme lægens endelige beslutning om operationsmetode.
Operationen udføres som en dagkirurgisk operation, det vil sige at du kan påregne at komme hjem samme dag som operationen udføres.
For at mindske risikoen for infektion er det en god ide at tage et fodbad aftenen før operationen og at få renset og klippet neglene samtidigt.
Efter operationen
I forbindelse med operationen bliver der anlagt en forbinding, som helst skal blive siddende til stingene fjernes hos os efter ca. 14 dage. Herefter behøver du ingen bandage. Hvis forbindingen generer eller den bløder igennem eller bliver våd skal den skiftes hos egen læge eller hos os.
Især de første par dage efter operationen kan du have smerter i tåen og vi anbefaler at du tager ipren 400mg x 3 daglig sammen med pamol 1g x 4 daglig. Du vil desuden få udleveret nogle lidt stærkere smertestillende tabletter (oxynorm) til de første par dage.
Du må ikke støtte på forfoden i 4 uger. Du vil allerede på operationsdagen blive forsynet med en sko, som du kan gå med uden at støtte på forfoden. Du må også gå uden denne sko (skal støtte på hælen), men husk blot at undgå støtte på forfoden i 6 uger. De første dage efter operationen er det vigtigt at sidde med benet højt og evt. afkøle med is for at hindre hævelse omkring operationsstedet.
Der vil blive aftalt kontrol efter 14 dage og efter ca. 6 uger. Røntgen kontrol efter operationen og igen ved 6 ugers kontrollen.
Fra 4-6 uger må du begynde at belaste forsigtigt på forfoden, dog kun til smertegrænsen.
Du kan låne krykker hos os til de første par uger.
Sygemelding
Du må forvente sygemelding i ca 6-7 uger. Hvis du har stillesiddende arbejde kan du måske nøjes med 2-3 uger.
Sport
Kan genoptages når tåen ikke længere er øm. Ofte vil der gå op til 6 måneder når det drejer sig om kontaktsport, f.eks. fodbold eller håndbold.
Komplikationer
Som ved enhver anden operation ses i sjældne tilfælde infektion i såret. Man kan desuden af og til få lidt føleforstyrrelser på indersiden og oversiden af storetåen. I meget sjældne tilfælde ses manglende heling i knoglen. Hos enkelte bliver storetåen efter nogle år atter lidt skæv. Man må påregne lidt nedsat bevægelighed i storetåens grundled efter en operation.
Du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.