Fod- og ankelklinikken fokuserer både på lidelser der kræver operativ og ikke operativ behandling, både i for, mellem og bagfod. Vi har også stor interesse i idrætsmæssige skader, både hvis du er kommet akut til skade eller har fået en overbelastningstilstand.
Vi tilbyder også operative behandlinger (kikkertoperation) af lidelser i ankelleddet, achillessene-operationer samt stabiliserende ankeloperationer.
Achillessene forlængelse
Operativ forlængelse af achillesenen kan være indiceret ved forskellige tilstande. Målet med operationen afhænger af din sygdom og afhængigt af, hvor på senen denne forlænges, har den forskellig effekt.
Målet med operationen kan være en opretning af fejlstilling i bagfoden, en forlængelse for at du ikke længere går på tæer eller for at reducere smerterne i din achillesene lige over hælen, eller smerter under hælen (hælspore)
Konservativ behandling med fysioterapi, indlægssåler og evt. blokade er vanligvis forsøgt i en længere periode for at vurdere om dette vil være tilstrækkeligt til at operation kan undgås.
Operation
Ved tågængere (oftest børn): Achillesenen forlænges enten ved delvis gennemskæring af senen nede ved hælbenet eller 12-15 cm over toppen af hælbenet. Dette foretages således at fibrene glider i forhold til hinanden og der opnås forlængelse af senen. Målet er at komme ned og gå på lad fod. Postoperativt vil du blive behandlet med walker støvle i 3-6 uger. Vanligvis må du støtte på foden med det samme.
Ved kronisk achillesenebetændelse og hælspore(fascitis plantaris): Senen forlænges helt oppe i knæhasen. Operationen benævnes ”proximal medial gastrochnemius release”(PMGR). Ved denne operation forlænges den del af senen der oftest er stram og udløsende årsag til dine kroniske smerter. Efter operationen aflaster du med krykker, men må gerne støtte. Efter 2 uger skal du ned til egen læge og have fjernet dine sting. Efter 4-6 uger kommer du til kontrol i ambulatoriet hvor vi vurderer hvordan det går og evt. ultralydsscanner din fod/ankel for at vurdere om der er bedring.
Succesrate ved operation er 70-80 % for bedring. Da sener generelt tager 3-5 måneder om at regenerere, skal man forvente at der går 6-12 mdr. fra operationsdato før du bliver smertefri/væsentligt smertereduceret.
Ved platfod: I forbindelse med platfodsoperationer vil det i nogle tilfælde vurderes under operationen at der bliver behov for at forlænge din achillesene for at foden kan rettes tilstrækkeligt op. Da platfodsoperationen altid medfører længere bandageringstid vil bandagering efter achillesene forlængelse her ikke have betydning for forløbet.
Risiko ved operation
Da der foretages kirurgi, vil der være en lille risiko for infektion. Typiske tegn på infektion er rødme, varme og hævelse.
Der vil også være en lille risiko for beskadigelse af mindre hudnerver der ligger på underbenet.
Ved forlængelse af en sene kan der være en lille risiko for at miste lidt afsætskraft. Denne er mindst ved PMGR. Ved denne operation er der ikke i litteraturen beskrevet, at man mister afsæt.
Speciallæger og behandlere



