Dystoni
Dystoni giver øgede spændinger i musklerne og ufrivillige og ukontrollerede bevægelser. Det kan vise sig som kramper, rysten eller vridende bevægelser. Vi tilbyder injektionsbehandlinger, som får de påvirkede muskler til at slappe af. Vores erfarne speciallæger er klar til at undersøge og behandle dig indenfor kort tid.
Værd at vide om injektionsbehandling af musklerne
Dystoni er en neurologisk sygdom, der giver vridende, ufrivillige og ukontrollerede kropslige bevægelser særligt i form af grimassering og tungebevægelser.
En injektionsbehandling er en indsprøjtning. Vi anvender et stof, som findes naturligt i en særlig type bakterier. Vi sprøjter små mængder af stoffet ind under huden i den muskel, som er angrebet. Det får musklen til at slappe af, ved at nedsætte de nervesignaler, som fik musklerne til at trække sig sammen og krampe.
Formålet med vores injektionsbehandlinger er at få de angrebne muskler til at slappe af. Hvis du fx har smerter, hovedrysten eller overaktivitet i øjenomgivelserne, som gør det svært at holde øjnene åbne, kan du have glæde af behandlingen.
Hvis du døjer med dystoni, der medfører tvangsdrejning af hovedet, sammentrækning af muskler i ansigtet eller ufrivillige bevægelser i arme og ben, kan en injektionsbehandling være til gavn for dig.
Inden behandlingen modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som oplyser dig om vigtige informationer ved din behandling.
Det er en fordel ikke at anvende makeup eller cremer i de områder, der skal behandles.
Inden undersøgelsen må du spise og drikke som sædvanligt.
Forundersøgelsen og injektionsbehandlingen varer samlet ca. 40 min. afhængig af, hvor mange muskler der skal behandles.
Under behandlingen sidder du enten i din stol eller ligger på en briks.
Ved undersøgelsen vil lægen lave en neurologisk undersøgelse for at klarlægge hvilke muskler, der skal behandles. Under behandlingen scannes dine muskler med ultralyd for præcist at kunne ramme de ønskede muskler. Ved behandling i ansigtet er denne metode ikke nødvendig.
De stik der gives, svarer til følelsen af at få en indsprøjtning. De fleste oplever intet større ubehag ved behandlingen.
Du kan forvente at mærke en forbedring inden for en uge efter indsprøjtningen. Virkningen er altid midlertidig og varer ofte ca. 3 måneder og der kan vurderes om en genbehandling er mulig. Dette vurderes i samråd med din speciallæge.
Efter injektionsbehandlingen kan der opstå bivirkninger. Du kan opleve smerte eller blå mærker på indsprøjtningsstedet, allergi eller overfølsomhed, kløe og hududslæt, træthedsfølelse, influenzalignende symptomer, almindelig svaghedsfølelse, skuldersmerter.
Informer din læge om eventuelle bivirkninger.