Urologisk klinik tilbyder undersøgelse og behandling på ekspertniveau af stort set alle former for urologiske sygdomme.
Vi tilbyder forundersøgelse og operation i både Vejle, Aarhus og København og kan stort set altid finde en tid til undersøgelse indenfor ganske få dage.
Smertefuld blæresyndrom og IC (interstitiel cystitis)
Smertefuld blæresyndrom er en invaliderende lidelse, der kendetegnes ved smerter i blæren.
Det mærkes typisk som smerter i området over skambenet, men der kan også være smerter i urinrøret eller underlivet. Derudover er der oftest særdeles alvorlige vandladningsgener, for eksempel smertefulde eller hyppige vandladninger. Smerterne lindres hos en del kortvarigt efter vandladningen. Tilstanden er hyppigst hos kvinder, men mænd kan også have det.
Symptomerne ligner meget blærebetændelse på grund af bakterier, men man finder ikke bakterier i urinen og antibiotika hjælper derfor ofte ikke på symptomerne.
Hos en del personer med smertefuld blæresyndrom er der en kronisk betændelsestilstand i blæren som forklaring. Denne tilstand kaldes interstitiel cystitis. Diagnosen kan kun stilles ved at tage en prøve fra blæren.
Undersøgelse for smertefuld blæresyndrom kræver grundig samtale og udredning hos læge med særlig interesse for, og viden om smertefuld blæresyndrom. Dette er nødvendigt for at stille diagnosen, og for at sikre der ikke er anden forklaring på symptomerne. Der skal udføres gynækologisk undersøgelse, måling af vandladningen og kikkertundersøgelse af blæren.
Afhængig af fundene ved undersøgelsen findes der forskellige typer af lindrende behandling, såsom tabletbehandling, blæreskylninger eller udvidelse af blæren og samtidig fjernelse af områder med betændelse i blæren (dilatation og koagulation af blæren, dette foretages ved kikkertindgreb i blæren).
Allan Maltha Ryhammer, Speciallæge i urologi, har i mere end 10 år haft ansvaret for behandlingen af smertefuld blæresyndrom og interstitiel cystitis på Aarhus Universitetshospital, og var blandt de første til at indføre nye behandlingsprincipper, som for eksempel koagulationsbehandling.
Du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.