Urinvejssygdomme

Urologisk klinik tilbyder undersøgelse og behandling på ekspertniveau af stort set alle former for urologiske sygdomme.

Vi tilbyder forundersøgelse og operation i både Vejle, Aarhus og København og kan stort set altid finde en tid til undersøgelse indenfor ganske få dage.

Specialet tilbydes i: Vejle Aarhus København
Kontakt sekretæren:

Krummerik

Hvad er krummerik
Krummerik er en tilstand, hvor penis i forbindelse med rejsning bliver skæv og slår et knæk et sted på skaftet.

Hvad kommer krummerik af
Tilstanden er oftest en følge af Peyronie’s sygdom, hvor der opstår betændelsesreaktion (inflammation) i den bindevævshinde der ligger rundt om svulmelegemerne. Denne betændelsesreaktion giver arvæv, der gør at penis begynder at vinkle. Man ved ikke hvad Peyronie’s sygdom kommer af.
Krummerik kan også opstå i forbindelse med et traume eller knæk opstået i forbindelse med sexuel aktivitet, men ofte er det uden kendt udløsende årsag. Endelig kan det også være medfødt.

 

Hvordan udvikler krummerik sig
Når penis begynder at krumme, er der ofte en periode hvor krumningen gradvist tiltager og i den periode er der også som regel smerter, hvor det spænder i penis.
Krumningen kan være i alle retninger og kan strække sig fra nogle få grader til langt over 90 grader. Det er vigtigt at vente med operation til krumningen er stabil og ikke øges. Dette er oftest overstået i løbet af få måneder, men kan vare op til et år.

 

Hvilke symptomer giver krummerik
Smerter i forbindelse med erektion, specielt hvis penis knækker i forbindelse med sexuel aktivitet. Mange har vanskeligt ved at gennemføre samleje. Der er ofte rejsningsbesvær og kosmetiske gener. Tilstanden er ufarlig, men kan selvsagt være meget generende.

Konsultation hos lægen
Ved konsultationen bliver der foretaget undersøgelse af penis, inklusiv ultralydscanning af penis, for at vurdere tilstanden. Du bedes medbringe billeder af penis, mens der er rejsning, så det er muligt at vurdere krumningen. Billederne skal være skarpe og tages både oppefra og fra siden. Hvis det er muligt, er det en god ide at bruge et ternet A4 ark som baggrund, så er det nemmere at vurdere vinklerne. Det kan føles grænseoverskridende at tage billeder på den måde, men de fleste medbringer billeder på deres mobiltelefon og de kan slettes efter konsultationen.

 

Behandling af krummerik
Hvis krumningen er over 30 grader, er operation med udretning af krumningen den meste effektive løsning.
Det lyder som en voldsom operation, men er kirurgisk set et ret lille indgreb, som uden problemer kan gennemføres i lokal bedøvelse, og du tager hjem igen umiddelbart efter operationen.
Er du i behandling med blodfortyndende medicin skal du aftale med lægen om du skal holde pause med det inden operationen. 

 

Forberedelse 
Om morgenen før operationen skal du fjerne kønsbehåringen ved hjælp af en trimmer.

 

Operation
Når bedøvelsen er lagt, fremkaldes der en kunstig rejsning af penis ved at sprøjte saltvand ind i svulmelegemerne. Herefter lægges et snit i huden, hvor krumningen er mest udtalt. Der sættes nogle kraftige tråde i bindevævshinden omkring svulmelegemerne, så krumningen rettes ud. Huden syes sammen igen og der sættes en forbinding på, ligesom du får en ispose på.

 

Efter operationen
Der kan efter operationen være en periode med smerter og ømhed i operationsområdet, især i forbindelse med erektion. Der er ligeledes ofte hævelse og misfarvning af huden på penis og af og til ned på pungen. Disse ting fortager sig af sig selv.
Forbindingen skal sidde i to dage, og du kan selv fjerne den og må tage brusebad, når forbindingen er fjernet.
Ved behov kan du tage smertestillende håndkøbsmedicin efter operationen.
Det første døgn efter operationen skal du holde dig liggende, derefter må du begynde at sidde, stå og gå. Vi anbefaler at holde 14 dages pause med løft over 15 kg, sport og sexuel aktivitet. I forbindelse med samleje kan kondom og glidecreme være en god ide i starten.
Sygemelding efter operationen afhænger af dit job, men de fleste er sygemeldt de første dage.
Huden er syet med selvopløselige tråde.

 

Risiko ved operation
Hvis man ser bort fra de forbigående gener med smerter, hævelse og misfarvning, er der sjældent komplikationer til operationen. Infektion er uhyre sjælden. Hos op til 15 % kan der være tilbagefald af krumningen, der kræver ny behandling. Nogle få oplever vedvarende gener ved de tråde der er syet med.

 

Med venlig hilsen
PRIVATHOSPITALET MØLHOLM
Urologisk Klinik

Patientinformation
Version nr.: 112
Dato: 03. oktober 2024
Denne behandling tilbydes i: Vejle, Aarhus

Speciallæger og behandlere

Billede af Gabriella Edvardsson Alsøe
Gabriella Edvardsson Alsøe
Svensk patientrådgiver
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.