Operation for skade på styremuskelsener i skulderleddet

Har du smerter i skulderen, nedsat kraft og bevægelighed efter et fald, et uventet træk i skulderen eller efter intensiv sport? Så kan din sene i skulderleddet være afrevet. Vores speciallæger i skulderkirurgi kan undersøge og vurdere, om en operation vil gavne dig. Vi har kort ventetid.

 

Book tid

Værd at vide om behandling af skade på styresenerne i skulderleddet

En skade på en eller flere af styremusklerne i skulderen opstår typisk på grund af en eller flere af følgende årsager:

  1. Akut skade – Et pludseligt fald på udstrakt arm, tunge løft eller et hårdt slag mod skulderen
  2. Overbelastning – Gentagne bevægelser med armene over hovedet. Især sportsgrene som svømning, tennis, håndbold eller vægtløftning, kan med tiden forårsage slid og skader på senerne
  3. Aldersrelateret slid – Med alderen bliver senerne svagere og mere sårbare. Det øger risikoen for rifter, selv ved almindelige bevægelser

Operationen foretager vi oftest som et kombineret artroskopisk (kikkertvejledt) og mini-åbent indgreb. Skulderleddet efterses grundigt artroskopisk og finder vi den formodede skade i skulderen, reparerer vi den.

Du vil ofte have glæde af operation, hvis du har overrevet en eller flere af rotator cuff senerne, eller hvis anden behandling ikke har haft tilstrækkelig effekt.

Forud for operationen modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks som giver dig alle relevante informationer om medicin, rygestop, fasteregler og andet.

 

Kom gerne i tøj, der er let at få på eller som eventuelt kan lægges løst om den opererede skulder inden hjemturen.

 

Du må ikke køre bil de første 6 uger efter behandlingen.

Vi foretager normal operationen i fuld bedøvelse. Det suppleres med et lokalt nerveblok, hvor vi ultralydsvejledt lægger lokalbedøvelse omkring nerverne til operationsfeltet.

 

Selve skulderleddet efterser vi grundigt med kikkert og hvis vi finder den formodede skade i muskelsenen eller senerne, reparerer vi skaden igennem et lille snit på skulderens yderside.

 

I nogle tilfælde kan det ikke lade sig gøre at sy muskelsenen, men du vil under alle omstændigheder have gavn af kikkertundersøgelsen og den oprensning, vi så laver. Hvis muskelsenen kan syes, vil det ofte være nødvendigt at indsætte et eller flere metalankre eller skruer i toppen af din overarm, hvor muskelsenen bliver syet ned til knoglen. Skruerne skal ikke fjernes igen.

Vi gennemgår den planlagte smertebehandling med dig.

 

Vi anbefaler, at du ikke er alene det første døgn efter bedøvelsen. Lægen vil orientere dig om, hvornår du kan forvente at køre bil igen.

 

Effekt af operationen

Omkring 70-80% af de opererede opnår et godt og tilfredsstillende resultat i form af færre smerter og en væsentlig forbedring af funktionen. Der kan ses gradvis bedring af muskelstyrke og bevægelighed hele det første år.

 

Sygemelding

Sygemeldingens varighed afhænger i høj grad af dine arbejdsmæssige belastninger. Hvis du har tungere manuelt arbejde, skal du forvente ca. 12 ugers sygemelding. Det kan efterfølgende være hensigtsmæssigt, at du omplaceres til mindre skulderbelastende arbejde i en periode.

 

Ved kontorarbejde tilrådes 2-6 ugers sygemelding.

 

Genoptræning

Når din muskelsene er syet, skal du regne med at anvende en bandage/armslynge i op til 6 uger efter operationen. Du må tage armen ud af bandagen, når du går i bad og når du laver øvelser, som du bliver instrueret i af en fysioterapeut.

 

Du skal forvente 3 måneders genoptræning og op til et år, før muskelsenen har den styrke, den kan opnå. Inden udskrivelsen vil du blive instrueret i hensigtsmæssige øvelsesprogrammer af en af vores fysioterapeuter, der også vil være behjælpelig at udfærdige en genoptræningsplan.

 

Forbinding og bad

I forbindelse med en kikkertoperation skyller vi leddet med saltvand. Efter det vil der ofte være sivning af blod og væske i plastrene den første dag. Fugtige plastre bør skiftes, og du vil få ekstra plastre med hjem, hvis det bliver nødvendigt at skifte. Efter 1-2 døgn må du gå i bad uden plastre, hvis sårene er tørre. Du skal dog undgå sæbe på selve sårene og lufttør dem gerne.

 

Undgå karbad, spabad og havvand til trådene er fjernet efter 10-12 dage. Der er ikke sjældent hævelse og blålig misfarvning af skulderen i efterforløbet.

 

Kontrol

3 måneder efter operationen vil du blive tilbudt en kontrol hos lægen. Hvis du ønsker det, kan kontrollen foregå telefonisk.

Feber, rødme, hævelse eller sivning fra sårene kan være tegn på infektion og du bedes i givet fald kontakte Mølholm – også hvis du bare er i tvivl. Infektion efter indgrebet er dog særdeles sjældent forekommende (< 1%).

Nedsat bevægelighed af skulderleddet og restsmerter ses ikke sjældent. I enkelte tilfælde ses manglende effekt af operationen, ofte fordi senen ikke heler på.

Patientinformation: Version nr.: 104
Dato: 23. marts 2021
Denne behandling tilbydes i: Vejle, Aarhus

Speciallæger og behandlere

Billede af Hans Viggo Johannsen
Hans Viggo Johannsen
Klinikchef, speciallæge i ortopædkirurgi
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.