Behandling af indeklemningssyndrom i skulderen
Oplever du smerter mellem overarmen og skulderbladets øverste fremspring? Smerterne kan udvikle sig til at blive konstante og forstyrre din nattesøvn. Ofte opstår symptomerne ved gentagne og ensidige belastninger med din arm i skulderniveau eller derover fx ved hårdt fysiske arbejde. Vores speciallæger i skulderkirurgi kan undersøge og behandle dig indenfor kort tid.
Værd at vide om behandling af indeklemningssyndrom i skulderen
Indeklemningssyndrom i skulderen er en smertetilstand, som er udløst af indeklemning af sener og/ eller slimsæk mellem overarm og skulderbladets øverste fremspring. Der findes flere årsager til indeklemningssyndrom, bl.a.:
- Gentagne ensidige belastninger, typisk med armen i skulderniveau eller derover, som kan medføre betændelse i den øverste skulderbladsmuskel (m. supraspinatus) og slimsækken derover
- Aldersbetingede slidforandringer, hvor bl.a. dannelse af knogleudvækster på undersiden af skulderbladets øverste fremspring øger risikoen for kollision med de underliggende strukturer (m. supraspinatus og slimsæk)
- Utilstrækkelig funktion og samspil mellem de muskler, der bevæger skulderblade og skulder.
Symptomerne er oftest smerter med udstråling til ydersiden af overarmen, som provokeres/forværres, når armen løftes op og ud fra kroppen. Ved en svær irritationstilstand er smerterne som oftest konstante og forstyrrende for nattesøvnen.
De primære behandlingsmuligheder er:
- Undgå aktiviteter, der udløser smerten
- Reducer arbejde, der belaster skulderen
- Blokade
- Fysioterapi
Operation vil være nødvendig, hvis tilstanden har udviklet sig i en kronisk retning, og der ikke har været tilstrækkelig effekt af ovennævnte behandlinger.
Du vil have glæde af operation, hvis du har smerter i skulderen pga. indeklemningssyndrom, og du ikke har fået den ønskede effekt af blokade, aflastning og træning.
Effekt af operationen
De fleste opnår normal funktion i skulderen igen, men man skal dog påregne 2-3 mdr. inden der er faldet god ro over skulderen, og 6-8 mdr. inden den igen er velfungerende.
Omkring 80-90% opnår god effekt af operationen.
Forud for din behandling hos os modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer og sygdom inden operationen, medicin, evt. fasteregler og mere.
Kom gerne i tøj, der er let at få på eller som evt. kan lægges løst om den opererede skulder inden hjemturen.
Du må ikke køre bil de første dage efter operationen.
Under kikkertoperationen renser vi op i skulderleddet. Ofte fjerner vi noget af undersiden af skulderbladets øverste fremspring og evt. den irriterede slimsæk. Det genskaber pladsen i skulderleddet.
Nogle gange kan det være nødvendigt at fjerne lidt af knogleenden på kravebenet. Her kan slidforandringer også medføre skuldersmerter.
Efter operationen må du bevæge armen frit indenfor smertegrænsen.
Det første døgn efter bedøvelsen anbefaler vi, at du ikke er alene.
Sygemelding
Sygemelding afhænger af karakteren af dit arbejde. Lettere manuelt arbejde kan for det meste opstartes 2-4 uger efter operationen, tungere arbejde typisk 8-12 uger.
Hvis du har fået fjernet det yderste af kravebenet, bør du undgå tunge løft de første 4 uger efter operationen.
Fysioterapi og genoptræning
Efter operationen er det vigtigt, at du kommer i gang med at bevæge skulderen med respekt for smerte og ømhed.
Du vil blive instrueret i et øvelsesprogram af en af vores fysioterapeuter, som du skal træne ud fra hjemme. Fysioterapeuten vil også rådgive dig omkring forholdsregler i forbindelse med optagelse af daglige aktiviteter, ud fra operationens karakter.
Fysioterapeuten hjælper med at arrangere eventuel opfølgende træning enten hos privatpraktiserende eller kommunal fysioterapeut, hvis lægen skønner det nødvendigt.
Kontrol
Tre måneder efter operationen vil du blive tilbudt en kontrol hos lægen. Hvis du ønsker det, og der er tilfredsstillende fremgang, kan kontrollen også foregå telefonisk.
Feber, rødme, hævelse eller sivning fra sårene kan være tegn på infektion og du bedes i givet fald kontakte os, også hvis du bare er i tvivl. Infektion efter indgrebet forekommer dog særdeles sjældent (<1%).
I enkelte tilfælde kan operationen udløse en frossen skulder. En operation skønnes at øge risikoen med 1-2% idet alle smertetilstande i skulderen kan udløse en frossen skulder.
Speciallæger og behandlere
