Behandling af frossen skulder (ledstivhed i skulderleddet)
Har du fået pludselige smerter i skulderleddet, kan det skyldes en "frossen skulder". Man kender ikke årsagen til den kraftige irritation og betændelse i leddet, men skulderen føles stram, og du kan opleve at din bevægelighed i skulderen er indskrænket. Vores speciallæger i ortopædkirurgi med speciale i skulderproblemer er klar til at undersøge og behandle dig indenfor kort tid.
Værd at vide om behandling af frossen skulder
Årsagen til en ”frossen skulder” kendes ikke. Tilstanden skyldes en kraftig irritation/betændelse i ledkapslen omkring skulderen, som gør at den bliver stram. Samtidig kommer der sammenvoksninger i ledkapslen.
Tilstanden opstår ofte spontant, men kan også opstå efter et traume. Frossen skulder ses typisk i aldersgruppen 40-60 årige og hyppigere hos kvinder og patienter med sukkersyge.
Sygdommen er karakteriseret ved 3 stadier
- stadium: Udvikling af smerter og bevægeindskrænkning i skulderleddet. Undertiden svære smerter.
- stadium: Skulderen bliver stiv, men smerterne forsvinder.
- stadium: Bevægeligheden bliver langsomt bedre. Hele forløbet er individuelt – men uden operation langvarigt – ofte mellem 1 – 3 år.
En artroskopi er en kikkertoperation i skulderen, hvor vi efterset leddet, sener, ledkapsel og ledbrusk. Vi løsner ledkapslen op for at give skulderen god bevægelighed.
Du kan have glæde af en operation for frossen skulder, hvis den nedsatte bevægelighed som sygdommen medfører, forhindrer dine daglige rutiner og påvirker din livskvalitet. Hvis dine smerter er voldsomme kan du også have gavn af operation.
Forventninger til operationen
Succesraten er 80-90% hos patienter efter en operation for frossen skulder. Du kan ikke forvente at din skulders bevægelighed bliver helt normal igen. Der vil næsten altid være en lille grad af stivhed tilbage i skulderen. Du kan først vurdere resultatet af operationen efter ca. 6 måneder.
Forud for din operation modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som giver dig alle relevante informationer om medicin, fasteregler, mødetid, rygestop og sygdom inden indlæggelsen.
Kom gerne i tøj der er let at få på eller som evt. kan lægges løst om din opererede skulder inden hjemturen.
Du må ikke køre bil de første døgn efter operationen og vi anbefaler generelt, at du ikke er alene det første døgn.
En frossen skulder kan ofte behandles uden operation. Behandlingen består af smertestillende medicin, blokader med binyrebarkhormon i skulderleddet og begrænsninger i fysiske aktiviteter på arbejde og i fritid i en lang periode. Sygdomsforløbet strækker sig typisk over 1-3 år. Ved operation kan forløbet forkortes betydeligt.
Operation foretages normalt i fuld bedøvelse som kikkertoperation (artroskopi). Ofte suppleres bedøvelsen med et lokalt nerveblok, hvor vi ultralydsvejledt lægger lokalbedøvelse omkring nerverne til operationsfeltet.
Selve skulderleddet efterser vi grundigt artroskopisk for eventuelle skader på sener, ledkapsel eller ledbrusk. Under operation løsnes/klippes den tykke og stive ledkapsel op, så skulderen opnår en god bevægelighed.
Vi anbefaler, at du ikke er alene det første døgn.
Sygemelding
Sygemeldingens varighed afhænger i høj grad af dine arbejdsmæssige belastninger. Hvis du har tungere manuelt arbejde, må du forvente 6-12 ugers sygemelding, og det kan efterfølgende være hensigtsmæssigt, at du omplaceres til mindre skulderbelastende arbejde en periode.
Ved kontorarbejde tilrådes 2-3 ugers sygemelding.
Genoptræning
Efter operationen er det vigtigt, at du relativt hurtig begynder at bevæge træne. Allerede dagen efter må du gerne starte forsigtigt op. Det må gerne foregå som passiv bevægetræning i starten, men al træning og bevægelse, der kan foretages indenfor smertegrænsen, er tilladt.
Formålet med træningen er i første omgang at bevare bevægelighed og på lidt længere sigt at genoptræne muskulaturen omkring skulderen og optimere funktionen bedst muligt. Al træning bør ske indenfor smertegrænsen.
Inden udskrivelsen vil du blive instrueret i hensigtsmæssige øvelsesprogrammer af en af afdelingens fysioterapeuter, der også vil være behjælpelig at udfærdige en genoptræningsplan. Det er ikke usædvanligt, at der går op til ét år inden skulderen er fuldt genoptrænet og stærk.
Forbinding og bad
I forbindelse med en kikkertoperation skyller vi leddet med saltvand. Efter det vil der ofte være sivning af blod og væske i plastrene den første dag. Fugtige plastre bør skiftes, og du vil få ekstra plastre med hjem, hvis det bliver nødvendigt at skifte.
Efter 1-2 døgn må du gå i bad uden plastre, hvis sårene er tørre Du skal dog undgå sæbe på selve sårene og lufttør dem gerne. Undgå karbad, spabad og havvand til trådene er fjernet efter 10-12 dage. Der er ikke sjældent hævelse og blålig misfarvning af skulderen i efterforløbet.
Kontrol
Efter 3 måneder vil du blive tilbudt en kontrol hos lægen med gennemgang af status og råd om det videre forløb.
Hvis du ønsker det, kan kontrollen forgå telefonisk.
Feber, rødme, hævelse eller sivning fra sårene kan være tegn på infektion og du bedes i givet fald kontakte os – også hvis du bare er i tvivl. Infektion efter indgrebet er dog særdeles sjældent forekommende (< 1%).
Omkring 80-90% opnår et godt og tilfredsstillende resultat i form af færre smerter og en væsentlig forbedring af funktionen. Der kan ses gradvis bedring af muskelstyrke og bevægelighed hele det første år.
Speciallæger og behandlere
