Plastikkirurgi

Plastikkirurgisk Center på Privathospitalet Mølholm har specialiseret sig i kosmetiske operationer og foretager alle former for kosmetiske plastikkirurgiske indgreb, såsom operation af øjenlåg, operation for stritører, fedtsugning m.m. og plastikkirurgi efter stort vægttab / korrektion af overskydende hud.

Specialet tilbydes i: Vejle Aarhus København
Kontakt sekretæren:

Øjenlågsoperation, øvre og nedre

Personer med fysiske og/eller kosmetiske gener på grund af tunge øvre øjenlåg eller poser under øjnene kan afhjælpes med en operation, hvor overskydende hud og fedt fjernes og vævet strammes op.

 

Visse medicinske sygdomme kan medføre en for høj risiko ved en operation.

 

Konsultationen

Du vil ved første konsultation på Privathospitalet Mølholm blive undersøgt og få rådgivning samt vejledning med hensyn til operation og efterforløbet af speciallæge i plastikkirurgi.

 

Inden første konsultation vil vi anbefale dig at bruge bagsiden af denne skrivelse til at notere eventuelle spørgsmål, så du husker at stille dem ved konsultationen, hvor informationen vil blive uddybet.

 

Du er velkommen til at tage en ven eller et familiemedlem med til konsultationen.

 

Der vil blive taget foto.

 

Du kan tidligst blive opereret en uge efter den første konsultation, da du skal have tid til at tænke tingene godt igennem, inden du beslutter dig for operation. Når du har besluttet dig, planlægges det videre forløb individuelt.

 

Indgrebet foregår i lokal bedøvelse

 

Operationen - og evt. komplikationer

Ved operation af øvre øjenlåg fjernes overskydende hud og i nogle tilfælde også fedt. Dette indgreb er sjældent forbundet med betydende bivirkninger, der kan opstå mindre ar-stramninger, som oftest kan masseres bort. Er tilstanden blivende vil vi selvfølgelig tilbyde en korrektion.

 

Operation af nedre øjenlåg foretages på grund af poser under øjnene. Tilstanden skyldes at vævet med alderen mister sin elasticitet. Ved operationen fjernes en smal bræmme hud under øjet, men det vigtigste er fjernelse af overskydende fedt samt opstramning af vævet.

 

Efter operation for nedre øjenlåg kan der forekomme en tilstand, hvor øjenlåget ikke er i kontakt med øjeæblet kaldet ektropion. Dette vil medføre, at øjet løber i vand. Tilstanden vil ofte forsvinde, men i sjældne tilfælde er den blivende og vil kræve en ny operation, som selvfølgelig vil blive foretaget uden beregning.

 

Desuden er der risiko for blødning (under 2%) og infektion (1%) lige som ved andre kirurgiske indgreb.

 

Inden operationen

Du må IKKE indtage Kodimagnyl, Magnyl, Treo eller andet blodfortyndende medicin 7 dage før operationen.

Gigtmedicin må ikke tages 5 dage før operation, men må anvendes som smertestillende efter operationen.

 

Hvis du får blodfortyndende medicin bør nedtrapningen foretages i samråd med lægen. Dette gælder også for NATURMEDICIN, eksempelvis Q10, fiskeolie, hvidløgspiller, E-vitamin etc.

 

Det tilrådes at undlade rygning 3 uger før operationen og 2 uger efter. Dette for at sikre bedst mulig blodtilførsel til det underminerede område og det pæneste resultat efter operation.

 

Hvis du er syg og her menes både influenza, forkølelse, og forskellige former for betændelses-tilstande er det meget vigtigt, at du ringer til klinikken for at forhører dig om hvordan du skal forholde dig.  

 

Grunden er, at immunforsvaret ikke er i orden efter infektiøse tilstande og da det drejer sig om planlagt operation er det vigtigt at minimere faktorer, der kan have indflydelse på det endelige resultat og ikke sætte dit helbred på spil.

 

Operation i lokal bedøvelse

PÅ OPERATIONSDAGEN MÅ DU IKKE BÆRE MAKE-UP ELLER ANVENDE DAGCREME.

 

Operationen foregår ambulant og er altid i lokal bedøvelse.

Indgrebet varer ca. 1 time.

Ved operationens afslutning vil du blive forsynet med isposer til øjnene for at mindske den efterfølgende hævelse og minimere blødningsrisikoen. 

Du kan gå hjem efter operationen, men du skal have en ledsager med. 

Du må IKKE selv køre.

 

Efterkontrol

Vi vil gerne se dig til kontrol ½ år efter operationen, ring venligst til sekretæren ca. 1 måned før og aftal tid.

Du er altid velkommen til at kontakte os ved spørgsmål/problemer.

 

Efterforløbet

Umiddelbart efter operationen og under transporten hjem, skal du anvende ispose/kølebriller på øjnene konstant. Derefter 2 gange i timen á 10 min.'s varighed resten af dagen. 

De første døgn efter operationen skal du forholde dig roligt, du må ikke deltage i fysisk anstrengende aktiviteter. Vi anbefaler, at du undgår varm mad og drikke resten af dagen og sover med hovedet højt den første nat. 

Du skal undgå at bøje dig ned. 

Make-up må ikke bruges før dagen efter trådfjernelse.

 

Ved smerter, som kan forekomme de første døgn anbefaler vi Paracetamol 1 gram x 4 i døgnet samt ispose mod øjnene. Du bør tillige undgå sollys/solarium på ar det første ½ år efter operationen.

 

Der kan forekomme misfarvning omkring øjnene i 8-10 dage. 

 

Trådene fjernes her efter 6-8 dage.

 

Du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.

Patientinformation
Version nr.: 105
Dato: 10. juni 2022
Denne behandling tilbydes i: Vejle

Speciallæger og behandlere

Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.