Skumbehandling med lokalresektioner
Den bedste behandling for åreknuder afhænger af, hvor dybt de ligger under huden, og hvor snoede de er. Vi kan behandle dig med en kombination af operation og skumbehandling. Vi kan undersøge dine åreknuder og finde frem til den rette behandling.
Værd at vide om skumbehandling med lokalresektioner
Hvis du har åreknuder, som giver symptomer, kan de blive værre, hvis du ikke bliver behandlet.
Vi kan behandle dig på flere forskellige måder. Ved en forundersøgelse kan vi finde den helt rette behandling for dig.
Behandlingen er en kombination af skumbehandling og fjernelse af dine åreknuder i lokalbedøvelse.
Vi sprøjter skum ind i selve blodåren (venen). Indsprøjtningen sker med en lille kanyle, og vi kan behandle blodårer både på lår og skinneben.
Skummet får blodkarret til at lukke af og klistre sammen, så de årer, der er forandrede og har udviklet åreknuder, bliver udelukket af det normale kredsløb.
Under behandlingen ligger du ned med benene en smule hævet. Skummet fordeler sig hurtigt i hele den vene vi behandler, og efter vi har indsprøjtet skummet, lægger vi en kompressionsstrømpe på benet. Vi kan kun behandle ét ben ad gangen.
Indsprøjtningen i sig selv er ikke smertefuld, men i enkelte tilfælde kan du opleve kortvarig smerte.
Efter behandlingen skal du bruge en kompressionsstrømpe i døgnets 24 timer i 2 dage.
Efter de første 2 dage skal du gå med strømpen til du har brugt strømpen omkring 2 uger i alt, men kun i dagtiden.
OBS! Strømpen udleveres herfra.
Efter behandlingen skal du vente 15 min, inden du kan tage hjem. Du må ikke selv køre bil hjem efter behandlingen. Når du kommer hjem skal du gå rundt og bevæge dig, som du plejer. Vent 8-10 dage eller til du har fået fjernet stingene med at dyrke sport.
De første par uger eller 3 kan du føle en smerter i benet, og du kan have behov for smertestillende medicin som håndkøbsmedicin, Pamol eller Ipren.
Det er normalt, at der kan komme rødmen og ømhed, som kan mærkes ligesom knuder eller perler på en snor langs den behandlede vene.
Generne aftager efter få uger, men det kan tage op til 6 måneder, før de er forsvundet fuldstændigt.
Trådene skal fjernes ved egen læge 8-10 dage efter operationen.
Der kan opstå blødning, blodansamling og lettere føleforstyrrelser i huden, der hvor du har fået fjernet åreknuderne kirurgisk.
Udover det kan der være blå mærker efter indsprøjtningerne i de første par uger til måneder. De forsvinder normalt allerede efter et par uger til ca. 2 måneder.
Der kan komme lettere småbuler i underhuden, som skyldes, at blodet er størknet, men organismen vil med tiden fjerne det størknede blod. Der kan også komme en svag misfarvning af huden svarende til indsprøjtningsstederne, men det vil også forsvinde i løbet af få måneder. I sjældne tilfælde kan misfarvningen af huden vare i mere end 1 år.
Blodåren kan også udvikle sig til en smertende knude. Det kaldes en tromboflebit eller overfladisk årebetændelse. Det er størknet blod, som organismen reagerer imod. Der er ingen bakterier i feltet, og det kræver ingen antibiotika. Det kan behandles med en lindrende Voltaren gel, som indeholder lokalbedøvelse. Symptomerne vil gradvist forsvinde.
I meget sjældne tilfælde kan der udvikle sig en trombose (størknet blod i de dybe blodårer). Hele benet vil hæve kraftigt og blive smertefuldt, og du kan opleve kramper. Hvis det skulle indtræde, bør du kontakte egen læge med det samme med henblik på udredning og eventuel behandling. Risikoen for, at det udvikler sig er under 1%.