Alle gynækologiske undersøgelser foretages af speciallæger i gynækologi, i rolige og trygge rammer, med deltagelse af sygeplejerske, og omfatter alle former for gynækologiske lidelser.
Abort, medicinsk abort
Hvad er en medicinsk abort?
En medicinsk abort er afbrydelse af en graviditet inden udgangen af 8. uge ved hjælp af tabletter.
Forundersøgelse og påbegyndelse af aborten
Inden den medicinske abort kan gennemføres, vil du blive ultralydsskannet for at sikre, at du ikke er længere end 8 graviditetsuger.
Relevante formularer udfyldes.
Der tages blodprøve for at måle koncentrationen af graviditetshormonet (HCG).
Beslutningen om abortmetoden foretager du sammen med lægen efter undersøgelse og samtale. Hvis du beslutter dig for medicinsk abort, starter behandlingen med det samme.
Behandlingen indledes ved forundersøgelsen her på hospitalet ved, at du indtager 1 tablet Mifegyne. Da enkelte kan få kvalme og opkastning af tabletten, er du velkommen til at sidde i vores opholdsstue i ca. ½ time. Inden du tager hjem, vil du få udleveret de tabletter, du selv skal tage hjemme.
Dagen efter kan du bløde og få menstruationslignende smerter, men normalt vil du kunne passe vanlige aktiviteter denne dag.
2 dage efter (dagen, hvor du vil abortere)
Det er vigtigt, at du har en voksen person hos dig, der kan støtte og hjælpe.
Du skal oplægge 4 tabletter Cytotec så højt i skeden, du kan. Det skal helst ske om formiddagen. Bliv liggende den næste time - herefter må du gerne gå omkring.
Samtidig med, at du oplægger Cytotec-tabletterne, skal du tage 2 tabletter Panodil, som er smertestillende. Er det ikke tilstrækkeligt, kan du tage en 1 tablet Ibumetin 400 mg.
Selve aborten finder som regel sted i løbet af 4-6 timer. Blødningen vil være noget kraftigere end almindelig menstruation. Der kan komme klumper af blod, men dette aftager sædvanligvis hurtigt igen.
Sygemelding
Behovet for sygemelding er individuelt, men du må regne med nedsat aktivitet i et par dage.
Fremtidig prævention
Du vil få menstruation 4-6 uger efter aborten, men du kan godt blive gravid i dette tidsrum. Du kan begynde med p-piller samme aften, som du har aborteret. Ønsker du spiral, så tal med din egen læge.
Efter aborten
Det er normalt, at du bløder lidt mere end ved normal menstruation i ca. 1 uge. Derefter vil det aftage, men du skal regne med at bløde i ca. 3 uger.
Det er vigtigt at undgå underlivsbetændelse ved:
- at undgå samleje, så længe du bløder (eller bruge kondom)
- ikke at tage karbad, gå i svømmehal eller havbad, så længe du bløder
- ikke at bruge tamponer ved denne blødning
Hvis du får kraftig blødning, stærkere smerter, ildelugtende udflåd eller feber, skal du kontakte Privathospitalet Mølholm, din læge eller lægevagten.
Efterundersøgelse
9 dage efter aborten tages en ny HCG-prøve enten hos egen læge eller på Mølholm, for at kontrollere at graviditetshormonet i kroppen er faldet tilfredsstillende. Dette er meget vigtigt, da efterbehandling kan være nødvendig hos ca. 5% af kvinder ved en medicinsk abort.
Præparater, dosering og bivirkninger
Mifigyne: Tages som angivet i informationsmaterialet.
Det er et antihormon, der virker ved at blokere effekterne af progesteron, som derved afbryder graviditeten.
Der kan forekomme kvalme og opkastning, og komme sammentrækninger eller kramper af livmoderen i timerne efter indtagelse.
Cytotec: Tages som angivet i informationsmaterialet.
Stimulerer sammentrækninger af livmoderen.
Kan give hovedpine, mavesmerter, kvalme og svimmelhed
Paracetamol: En basis smertebehandling.
Der tages 2 stk x 4 (1 g. x 4 i døgnet = 4 g) Når denne dosis ikke overskrides, forekommer der sjældent bivirkninger.
NSAID (gigtpræparat) Ibuprofen, Ibumetin 400 mg. x 3 i døgnet.
Som tillæg til Paracetamol kan der suppleres med NSAID. Der tages 400mg x 3-4 (=1200-1600 mg) i døgnet. I visse tilfælde kan der forekomme mavesmerter og sure opstød, sker dette, skal man holde med gigtpræparatet umiddelbart.
Har du brug for at læse mere om abort, så har Komiteen for Sundhedsoplysning udgivet et hæfte, som henvender sig til alle kvinder, der overvejer abort.
Hæftet indeholder oplysninger om dine rettigheder og valgmuligheder i forbindelse med valget mellem at gennemføre eller afbryde graviditeten.
(materiale fra sundhedsstyrelsen)
Du er altid velkommen til at kontakte os for yderligere oplysninger.