Alle gynækologiske undersøgelser foretages af speciallæger i gynækologi, i rolige og trygge rammer, med deltagelse af sygeplejerske, og omfatter alle former for gynækologiske lidelser.
Kikkertundersøgelse af livmoderhulen
Hysteroskopisk fjernelse af muskelknuder, polypper eller livmoderslimhinde
Undersøgelsen
Hysteroskopi foretages gennem en lille kikkert (et hysteroskop), som føres op igennem skeden og livmoderhalsen.
Fjernelse af større forandringer i livmoderhulen, såsom muskelknuder (fibromer), polypper eller fjernelse af livmoderslimhinden pga. blødning foregår i fuld bedøvelse.
Der anvendes en elektrisk slynge og kuglebrænder til fjernelse af de påviste forandringer, og indgrebet varer normalt ½ - 1 time.
Ved fjernelse af livmoderslimhinden, så gives der forebyggende antibiotika for at minimere risikoen for betændelse bagefter.
Det er muligt at få oplagt en spiral i forbindelse med indgrebet. Du skal selv medbringe spiralen.
Råd og vejledning efter udskrivelsen
Hvordan skal jeg forhold mig, når jeg kommer hjem
De fleste vil være i stand til at passe deres arbejde efter få dage.
Du skal tage den med ro et par dage, men i øvrigt leve normalt og genoptage dine daglige gøremål. Du kan været generet af lette smerter i maven. Disse gener kan lindres med smertestillende medicin, og forsvinder efter et par dage. Du vil ved udskrivelsen få udleveret medicin til de første par dage.
Du må gerne dyrke almindelig motion (gåture, løb og cykling) straks efter udskrivelsen eller når du føler dig klar til det.
Forholdsregler
Efterfølgende kan der være blødning og senere udflåd i få uger. I begyndelsen kan der være lette, menstruationslignende smerter.
Du skal undgå samleje, karbad og brug af tampon indtil blødning er ophørt. Du må gerne tage brusebad.
Der er ingen forbud mod tunge løft.
Hvis der opstår problemer
Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis der opstår problemer.
Ligeledes skal du kontakte os, hvis du får tiltagende smerter, feber eller tegn på betændelse
Kontrol
Du skal ikke til kontrol efter operationen, medmindre du føler behov for dette.
Hvis der er taget prøver under operationen, som er sendt til mikroskopi, får du skriftlig besked på resultatet inden for 2 uger.