Behandling: Sphenopalatin blokade
Blokaden bruges til behandling af akut og kronisk migræne eller kroniske og ensidige smerter i ansigtet eller kraniet. En sphenopalatin blokade kan bruges til behandling af neurologiske sygdomme som trigeminus neuralgi, postdural hovedpine eller andre former for hovedpine.
Værd at vide om sphenopalatin blokade
En blokade er en indsprøjtning af lokalbedøvelsesmiddel, oftest tilsat binyrebarkhormon omkring en nerve, slimsæk, i et led eller i bløddelene, hvor smertetilstanden er eller udgår fra. Hensigten er at dæmpe signalerne fra smertegeneratoren, så du dels har færre smerter, får en bedre nattesøvn, kan røre dig og motionere mere samt få højere livskvalitet.
Sphenopalatin er en blokade af nerveforsyningen til kinderne, ganen, næsen og svælget. Blokaden virker også på den autonome forsyning til en del af hjernens blodkar og slimhinder i næse og svælg.
Du har glæde af behandlingen, hvis du lider af akut eller kronisk migræne, kroniske smerter i kranie eller ansigt, ensidige smerter i ansigt eller kranie. Blokaden kan også hjælpe dig, hvis du har en neurologisk sygdom som trigeminus neuralgi, postdural hovedpine eller andre hovedpineformer.
Du skal komme i løst tøj og vil ofte blive bedt om at have en ledsager med dig. Inden din behandling vil du modtage et indkaldelsesbrev, hvori der står hvilke særlige hensyn du skal tage, f.eks. holde pause med blodfortyndende medicin.
Behandlingen udføres af en speciallæge i anæstesi med mange års erfaring i invasive smertebehandlinger.
En sphenopalatin blokade er en selektiv bedøvelse af en del af kæbens nerveforsyning inklusiv det autonome nervesystems forsyning til kind, ansigt og kranie. Nerverne bringer impulser til og fra kroppens overflade, bihuler, bløddele, led og knogler i området via kranienerven til rygmarven og herfra videre til hjernebarken.
Ved hjælp af ultralyd kan området, hvor nerverne findes, lokaliseres og i diagnostisk eller terapeutisk øjemed, bedøves. Formålet er at reducere smerteimpulsernes transport til rygmarven. Det medfører, at impulserne fra det smerteudløsende område dæmpes og hjernen får ro i en kortere eller længere periode. Blokaden indbefatter et stik under kindbenet med en meget tynd nål.
Blokaden anlægges under kindbenet og indeholder ca. 3-5 ml lokalbedøvelse og binyrebarkhormon.
Blokaden foretages med ultralyd.
En konsultation og behandling tager ca. 20 minutter.
Du vil blive bedt om at vente i 15 minutter efter behandlingen, så vi kan se, at du tåler medicinen, og at du har det godt, kan støtte på benene og har forstået det videre forløb.
Enkelte patienter vil opleve nedsat følesans i det bedøvede område. Som hovedregel må du ikke køre bil efter blokaden, fordi der kan ske påvirkning af øjets funktion og din evne til at koncentrere dig. Der kan efter blokaden være hævelse under kindbenet, men det forsvinder efter nogle dage. Hvis du er i tvivl så henvend dig til os.
Du kan have lette smerter ved indstiksstedet de første dage, men det kræver ingen behandling. Vi har aldrig set tilfælde med infektion, nerveskade eller blødning. Komplikationerne er meget sjældne, men beskrevet i verdenslitteraturen.
Sjældent kan der forekomme forværring i smerterne/føleforstyrrelserne. Bivirkninger til medicinen forekommer meget sjældent.
Speciallæger og behandlere
