MR-scanning
MR-scanning (magnetisk resonans) benytter et kraftigt magnetfelt og radiobølger til at fremstille detaljerede billeder af kroppen. Undersøgelsen er ufarlig. Vi tilbyder MR-scanning med eller uden henvisning. Er du henvist og venter på en undersøgelse, kan du benytte dig af udvidet frit sygehusvalg. Vi er klar med en hurtig og præcis undersøgelse uden ventetid.
Værd at vide om MR-scanning
MR (magnetisk resonans) er en scanning af kroppen, som bruger et kraftigt magnetfelt og radiobølger til at fremstille detaljerede billeder. Undersøgelsen er ufarlig. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at indsprøjte kontraststof i en blodåre for at få mere detaljerede billeder.
Du kan have glæde af scanningen til undersøgelse af de fleste områder af kroppen. Den vigtigste undtagelse er lungerne, hvor en røntgenundersøgelse eller en CT-scanning ofte foretrækkes.
En MR-scanning er specielt god til at undersøge din hjerne, ryg og rygmarv og dine muskler og led. Vores ekspertise omfatter MR-scanning til diagnosticering af lidelser i nervesystemet, ryggen og alle typer led.
Vi tilbyder også specialundersøgelser som MR-artrografi, hvor vi injicerer kontrastvæske direkte i et led for at give et mere detaljeret billede.
Forud for en MR-scanning sørger vi for din sikkerhed. Vi sikrer os blandt andet, at du ikke har indopereret risikofyldt metal i kroppen.
Når du møder til en MR-scanning, vil du blive bedt om at fjerne alle løse metaldele fx ur, nøgler, mobiltelefon og hårnåle.
Efter det hjælper radiografen med at få dig placeret på undersøgelseslejet i MR-rummet og anbringer udstyr (spole) på det område, som du skal have scannet. Vi sørger for, at du ligger så godt og afslappet som muligt. Når undersøgelsen går i gang, skal du ligge helt stille, typisk et par minutter ad gangen.
De fleste typer af MR undersøgelser tager omkring 15 minutter, men en omfattende undersøgelse kan vare en times tid. Maskinen larmer, men det er fuldstændigt smertefrit og ufarligt at blive undersøgt.
Efter undersøgelsen skal du vente lidt, hvis du har fået kontraststof i en blodåre. Ellers er der ingen restriktioner, og du kan tage direkte hjem.
En MR-scanning er ufarlig for de fleste mennesker. Undersøgelsen bruger magnetfelter og radiobølger, ikke røntgenstråling, så der er ingen skadelig stråling.
Opmærksomhedspunkter:
- Metal i kroppen (fx pacemaker, cochlear-implantater eller visse kirurgiske clips) kan være farlige, da magnetfeltet kan påvirke dem.
- Kontrastvæske bruges nogle gange og kan i sjældne tilfælde give allergiske reaktioner. Det kan også ske, at noget af kontrastvæsken ender udenfor blodbanen. Det kan give forbigående gener i armen.
- Graviditet er som udgangspunkt ikke et problem, men vi anbefaler at undgå scanning i starten af graviditeten, som et ekstra sikkerhedshensyn.
- Har du klaustrofobi kan det være en ubehagelig oplevelse, fordi du scannes i en smal tunnel. Der findes åbne MR-scannere og beroligende medicin, hvis det er nødvendigt for dig.
Speciallæger og behandlere
















