Behandling: Nerverodsblokade
Hvis du har smerter i ryggen, kan en nerverodsblokade bruges til at identificere, diagnosticere og behandle din smerter. Blokaden kan have effekt på smerter i både din lænd, brystryg og nakke. Vi hjælper dig med at finde den rette behandling.
Værd at vide om nerverodsblokade
En nerverodsblokade er en indsprøjtning med lokalbedøvelse og binyrebarkhormon. Blokaden anlægges i en nerve, der hvor den forlader rygmarvskanalen
Hensigten med blokaden er at dæmpe signalerne fra smertegeneratoren, så du dels har færre smerter, får en bedre nattesøvn, kan røre dig, motionere mere og få en højere livskvalitet.
Du kan have gavn af en nerverodsblokade, hvis du døjer med smerter i lænden, brystryggen eller i nakken med udstråling til armene.
Blokaden bruges både til at kunne stille en diagnose og identificere årsagen til dine smerter præcist, men også som smertestillende behandling. Ved hjælper dig med at finde den rette behandling.
Du skal komme i løst tøj og vil ofte blive bedt om at have en ledsager med dig. Inden din behandling vil du modtage et indkaldelsesbrev, hvori der står hvilke særlige hensyn du skal tage.
Hvis du tager blodfortyndende medicin, så som Marevan, Plavix, Clopidogrel, Padraxa, Brilique eller lignende bedes du oplyse det så hurtigt som muligt og altid før undersøgelsesdagen. Du må gerne indtage Hjertemagnyl, men er du i tvivl, er du altid velkommen til at kontakte os.
Effekten kan variere fra en begrænset effekt til en fuldt smertestillende effekt i op til 2 måneder.
Behandlingen udføres af en speciallæge i anæstesi med mange års erfaring i invasive smertebehandlinger.
Vi lægger meget vægt på, at undersøgelsen foregår med så få gener som muligt. Vi vil derfor altid give lokalbedøvelse omkring indstiksstedet.
Du skal ligge på maven og via røntgen gennemlysning lokaliserer vi det korrekte sted. Efter steril afvaskning lægger vi lokalbedøvelse i din hud.
Ved injektion i en nerverod anvender vi røntgen gennemlysning for at placere nålespidsen ud for det helt korrekte sted.
Vi injicerer kun ca. 1 ml hvert sted der behandles. Det er en blanding af lokalbedøvende og langtidsvirkende binyrebarkhormon.
De nerver, som er involveret i smerteimpulsernes transport til rygmarven bliver reduceret, når vi lægger en blokade. Det medfører, at impulserne fra det smerteudløsende område dæmpes og hjernen får ro i en kortere eller længere periode. En blokade indbefatter et stik med en meget tynd nål.
Du vil blive bedt om at vente i 15 minutter efter behandlingen, så vi kan se, at du tåler medicinen, og at du har det godt, kan støtte på benene og har forstået det videre forløb.
Virkningen optræder oftest først nogle dage efter behandlingen.
Smertelindringen kan være betydelig og virkningsvarigheden er variabel fra uger til måneder.
I nogle tilfælde er der ingen effekt, hvilket kunne tyde på at smertelokalisationen måske er et andet sted.
Interventionen er primært diagnostisk for at undersøge, hvor smerten kommer fra.
Vi ser dog i op til 25 %, at smerteniveau reduceres betydeligt og med længerevarende effekt. Dette opnås efter 2-4 behandlinger. Vi anvender her metoden som ”step down” i smerterne, hvor vi formår at bryde den onde cirkel.
Enkelte patienter vil opleve en smerteforværring de første dage efter blokaden. Efter 2-3 dage vil effekten og lindring af dine smerter i det berørte område indtræde.
Enkelte har nedsat følelse i benet eller armen efter indgrebet, og vi fraråder derfor, at du fører bil hjem.
Der kan komme lette smerter ved indstiks-stedet i de første dage, men det kræver ingen behandling.
Vi har aldrig set tilfælde med infektion, nerveskade eller blødning. Komplikationerne er meget sjældent forekommet, men beskrevet i verdenslitteraturen.
Sjældent kan der forekomme forværring i smerterne/føleforstyrrelserne.
Bivirkninger til medicin forekommer yderst sjældent. Der kan dog forekomme rødme og varmefølelse i ansigt, og på grund af indre uro kan første nat efter blokaden være med kun lidt søvn. Patienter med sukkersyge vil opleve at blodsukkeret er højere i nogle dage efter blokaden.
Speciallæger og behandlere





