På RygCenter Mølholm er den faglige kvalitet i højsædet. Tilsammen har vi over 40 års erfaring med rygkirurgi. Gennem kontinuerlig deltagelse i kurser og kongresser sikrer vi at den faglige standard forbliver høj.
Diskusprolaps i lænderyggen, operation med mikroskop / forholdsregler efter OP.
Formålet med operationen
Forholdsregler før operationen
Medicin
Operation
Generelt
Du skal indstille dig på at tage den med ro de første par uger efter operationen. Variér mellem at hvile liggende, gå små ture og sidde lidt ad gangen, således at du finder ud af, hvordan din krop reagerer på belastning. Genoptræningen efter operationen er en kombination af daglige gøremål og et øvelsesprogram.
Efter operationen
Som følge af den skånsomme mikrokirurgiske operationsmetode, der benyttes af RygCenterets kirurger, og den avancerede smertebehandling, - kan de fleste patienter uden større gener hurtigt komme op efter operationen. Der vil dog i dagene og ugerne efter operationen være varierende grad af muskelømhed, muskelstivhed og muskelspændinger.
Hvis der kommer muskelspændinger, mærkes disse mest udtalt i de store muskelgrupper i balle-/hofte-regionen. Dette kan derfor medføre træk og tryk på nerverne i området med varierende smerter og føleforstyrrelser lokalt og ud i benene.
Desuden kan der i varierende grad opstå reaktioner i den/de nerver, der er blevet frilagt under operationen. Dette er en naturlig reaktion, der bedst kan beskrives som, at den tidligere klemte og irriterede nerve begynder at "vågne op", og derfor kan afgive signaler der medfører føleforstyrrelser og smerter ud i benet, der ligner de føleforstyrrelser, der kan provokeres af de ovenfor beskrevne muskelspændinger. Muskelspændinger behandles bedst med is-pakninger i kombination med træningsøvelser og den almindelige medicinske smertebehandling.
Man må således skelne mellem smerter betinget af tryk på en nerve og smerter betinget af muskulære spændinger, specielt i ballemuskulaturen hvor spændingerne kan medføre tryk iskiasnerven der forløber under ballemuskulaturen.
Hjemtransport kan foregå som passager i almindelig personbil. Det er ikke nødvendigt med liggende hjemtransport.
Trådfjernelse på 8.-10. dagen, hos egen læge eller hos os, hvis dette ønskes.
Hvis der er syet med en indvendig tråd skal denne ikke fjernes. Tråden opløses af sig selv.
I månederne efter operationen kan der være føleforstyrrelser og øget sensibilitet i huden omkring operationsarret. Dette vil aftage gradvist.
Undgå direkte sol på arret de første 6 måneder efterfølgende.
Information fra ryg/fysioterapeut
Ind og ud af sengen og sovestillinger
Når du skal ud af sengen kan det være en god hjælp at vende dig om på siden og svinge benene ud over madrassen samtidig med at du skubber fra med armene. Teknikken benyttes omvendt ind i seng.
Du må sove på siden, på ryggen og på maven anvend evt. en pude til aflastning.
Toilet besøg
Du må gerne gå på toilettet, så snart du kan.
Påklædning og fodtøj
Hvis du har svært ved at få tøj på i siddende eller stående stilling, så læg dig på ryggen i sengen og bøj i knæ og hofter, så kan det være nemmere at få bukser, strømper og sko på.
Bilkørsel
Vi anbefaler, at du minimerer bilkørsel de første par uger efter operationen. Dette både som passager og chauffør, på grund af bilens rystelser. Du kan selv føre bil, når du har tilstrækkelig kraft og reaktionsevne i benene og er udtrappet af den stærke smertestillende.
Når du skal ind i bilen, så vend ryggen til bilen således at du sætter dig ned og dernæst drejer rundt på sædet og svinger benene ind samtidig. Ud af bilen foregår i omvendt rækkefølge. Det kan være en hjælp at sidde på en almindelig plastikpose, når du drejer.
Arbejde
Du kan genoptage arbejdet 2-6 uger efter operationen afhængig af arbejdets karakter og varighed. Det kan være hensigtsmæssigt at starte op på en deltidssygemelding.
Anvender du bil i dit erhverv, eller har du lang transport, kan det have betydning for opstart på job.
Daglige gøremål og indkøb
Undgå at stå foroverbøjet i længere tid. Er dit køkkenbord meget lavt, så kan det være, det kan forhøjes med en plade. Undgå større indkøb de første par måneder. Specielt kan kørsel med en indkøbsvogn irritere ryggen. Køb lidt ind af gangen og fordel vægten i to poser eller anvend en rygsæk.
Siddestillinger
Generelt anbefaler vi, at du de første uger sidder mindre end normalt. Det er mere hensigtsmæssigt at aflaste ryggen i liggende stilling. Undgå dybe og bløde sofaer og lænestole.
Har du meget siddende arbejde, så er det en god idé at investere i et hæve-/sænkebord. Stolen skal helst kunne justeres både i højde og skråstilling af sæde, samt have et justerbart ryglæn.
Løfte og bære teknik
Løft og bær det som du ved du kan klare. Hold byrder tæt ind til kroppen. De første 2-3 mdr. bør du undgå tungere løft (mere end 10 kg)
- Løft med begge hænder
- Stå så tæt som muligt ved det, som du skal løfte.
- Stå med let adskilte fødder, eventuelt med den ene fod foran den anden.
- Stå med front mod det du skal løfte. Undgå at vride i ryggen.
- Bøj i knæene, og læn dig let fremover ved at bøje i hoften - hold ryggen ret.
- Løft med benene.
Når byrden skal sættes, bruges de samme bevægelser igen, blot i omvendt rækkefølge, i kontrolleret tempo. Løftereglerne bruges naturligvis også ved løft af børn.
Genoptræning, sport og anden fysisk aktivitet
Det øvelsesprogram, du får udleveret af fysioterapeuten, når du har fået fjernet stingene skal du udføre dagligt de første 4-6 uger hjemme en til to gange dagligt.
Du vil kunne mærke let muskelømhed efter træningen, men øvelserne må ikke fremprovokere forværring af kendte smerter eller symptomer.
Desuden anbefaler vi, at du kommer ud at gå flere gange dagligt. Start ud med kortere ture og når kroppen er klar må du gerne øge tempo og distance.
Efter de 4-6 uger starter du normalt på den videre genoptræning. Træningen kan foregå hos en privat praktiserende fysioterapeut i dit lokalområde som du selv vælger.
Forsøg at holde dig i form ved lystbetonet motion og varieret aktivitet. Gør noget som passer til dig. Ryggen er konstrueret til at være i bevægelse, og grundlæggende er den stærk og tåler belastning.
Kredsløbstræning
- Cykling
- Motionscykel 1-2 uger
- Almindelig cykel 2-3 uger
- MTB og rytter cykling 6-8 uger
- Svømning 3-4 uger
Løb og fitness
- Let løbetræning 4 uger
- Distanceløb 8 uger
- Fitness 4-6 uger
- Træning med vægte 6 uger
Boldspil
- Tekniktræning 8 uger
- Spiltræning 12 uger
- Kontaktspil 16 uger
- Golf 8-12 uger
- Tungt havearbejde 2-3 mdr.
Vi gør opmærksom på, at ovenstående er retningslinjer for aktiviteter. De bedste indikatorer er kroppen. Lyt til signalerne.
Opfølgende kontrol
Ca. 12 uger efter operationen vil der være en opfølgning pr. mail eller tlf. Har du spørgsmål vedr. operationen eller efterforløbet er du altid velkommen til at kontakte os.