Udredning for migræne og hovedpine
Har du kraftig hovedpine eller lider af migræneanfald? Migræne er en af de mest udbredte hovedpinesygdomme. Ofte kommer migræne som hovedpineanfald, og det kan være meget smertefuldt og ledsaget af kvalme og synsforstyrrelser. Oplever du at hovedpinen fylder og er generende for dit arbejdsliv og sociale liv, kan en udredning for migræne og hovedpine være en god ide. Vores speciallæger i neurologi er klar til at undersøge dig indenfor kort tid.
Værd at vide om udredning for hovedpine og migræne
Migræne er en sygdom, der giver tilbagevendende anfald af kraftig hovedpine. Smerten sidder ofte i den ene side af hovedet og kan være dunkende.
Du kan også opleve kvalme, opkastning og overfølsomhed over for lys, lyde eller dufte. Nogle får synsforstyrrelser eller prikken i kroppen før et anfald – dette kaldes aura. Anfaldene kan vare fra få timer til flere dage og variere i styrke.
Årsagen til migræne er ikke helt kendt, men det skyldes forstyrrelser i hjernen. Stress, søvn, hormoner og bestemte fødevarer kan være med til at udløse dine anfald.
En udredningspakke for hovedpine kan omfatte:
- Neurologisk forundersøgelse af speciallæge i neurologi
- MR-scanning af hjernen
- Evt. blodprøver
- Evt. øjenundersøgelse
Der laves i hvert enkelt tilfælde en individuel plan.
Hele udredningspakken foregår på Privathospitalet Mølholm.
Har du kraftig hovedpine eller migræneanfald, som generer dit arbejdsliv og sociale liv, kan det være en god ide at kontakte lægen og få en henvisning til udredning. Hvis hovedpinen fylder så meget i ens liv, og du gennem en længere periode har hovedpine to til tre gange om ugen, og at du bruger smertestillende medicin mere end 15 dage om måneden i tre måneder, bør du søge læge og blive udredt.
Sygdomme i nervesystemet kan være vanskelige at diagnosticere og behandle. Neurologiske undersøgelser er derfor ofte omfattende og tidskrævende og kan medføre supplerende undersøgelser i form af scanninger, røntgenundersøgelser, nerveledningsundersøgelser, neuropsykologisk undersøgelse, laboratorieprøver og undersøgelse af rygmarvsvæsken.
En neurologisk undersøgelse indledes med en samtale om dine symptomer; hvornår de startede, hvordan de har udviklet sig, hvilke undersøgelser der måske allerede er lavet, og hvilken behandling der eventuelt er prøvet.
Speciallægen spørger også ind til, om du tidligere har fejlet noget, og om der er arvelige sygdomme i din slægt, og hvilken medicin du får. Så følger en grundig undersøgelse af bl.a. øjne og ansigt, balance, koordination, muskelkræft, reflekser og følesans. Vi afrunder med en foreløbig konklusion, og vi lægger sammen med dig en plan for det videre forløb.
Der er afsat op til 45 minutter til samtale og undersøgelse. Hvis der på forhånd er arrangeret yderligere undersøgelser samme dag, som f.eks. MR-scanning, forlænges tiden tilsvarende.
Det er den henvisende læge, der tager stilling til den videre behandling. Behandlingen er typisk medicin eller operation, men afhænger af sygdommens karakter. Nogle behandlinger kan foretages i privat regi, andre kan ikke. Dette kan vores neurolog oplyse dig om, eller afgøres af den henvisende læge, når resultatet af undersøgelsen foreligger.
Speciallæger og behandlere
