Udredning for blodprop i hjernen og hjerneblødning
Har du eller et familiemedlem haft en blodprop i hjernen eller haft en hjerneblødning, kan det have store følger, som kan være til stor gene i dagligdagen. Følgevirkningerne kan være træthed, depression, grådanfald og kognitive udfordringer. Vores speciallæger i neurologi kan undersøge og udrede dig indenfor kort tid.
Værd at vide om udredning for blodprop i hjernen
En blodprop i hjernen opstår, når en blodåre bliver blokeret, så din hjerne ikke får nok ilt og næring. Uden ilt dør hjerneceller hurtigt, som kan give varige skader.
Symptomerne kommer pludseligt. Du kan opleve lammelse i den ene side af kroppen, problemer med at tale eller forstå, svimmelhed, kraftig hovedpine eller synsforstyrrelser. Du kan også føle dig følelsesløs eller miste balancen.
En blodprop i hjernen skyldes ofte åreforkalkning, hvor fedt og kalk ophober sig i dine blodårer. Hvis du har højt blodtryk, ryger eller lever usundt, har du større risiko, men det kan ramme alle.
En udredningspakke for blodprop i hjernen eller hjerneblødning kan omfatte:
- Neurologisk forundersøgelse af speciallæge i neurologi
- MR-scanning af hjernen
- Hjertekardiogram
- Blodprøver
- Evt. hjertelægeundersøgelse
- Evt. ultralydsundersøgelse af halspulsåren
Der laves i hvert enkelt tilfælde en individuel plan.
Hele udredningspakken foregår på Privathospitalet Mølholm.
Har du haft en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning, kan det medføre store gener. Oplever du træthed, har svært ved at finde ord og danne sætninger? Har du mistet sexlysten, har du let til gråd og føler dig deprimeret? Så kan en udredningspakke for blodprop i hjernen eller hjerneblødning være en mulighed, så vi kan lave en behandlingsplan for dig.
Sygdomme i nervesystemet kan være vanskelige at diagnosticere og behandle. Neurologiske undersøgelser er derfor ofte omfattende og tidskrævende og kan medføre supplerende undersøgelser i form af scanninger, røntgenundersøgelser, nerveledningsundersøgelser, neuropsykologisk undersøgelse, laboratorieprøver og undersøgelse af rygmarvsvæsken.
En neurologisk undersøgelse indledes med en samtale om dine symptomer; hvornår de startede, hvordan de har udviklet sig, hvilke undersøgelser der måske allerede er lavet, og hvilken behandling der eventuelt er prøvet.
Speciallægen spørger også ind til, om du tidligere har fejlet noget, og om der er arvelige sygdomme i din slægt, og hvilken medicin du får. Så følger en grundig undersøgelse af bl.a. øjne og ansigt, balance, koordination, muskelkræft, reflekser og følesans. Vi afrunder med en foreløbig konklusion, og vi lægger sammen med dig en plan for det videre forløb.
Der er afsat op til 45 minutter til samtale og undersøgelse. Hvis der på forhånd er arrangeret yderligere undersøgelser samme dag, som f.eks. MR-scanning, forlænges tiden tilsvarende.
Det er den henvisende læge, der tager stilling til den videre behandling. Behandlingen er typisk medicin eller operation, men afhænger af sygdommens karakter. Nogle behandlinger kan foretages i privat regi, andre kan ikke. Dette kan vores neurolog oplyse dig om, eller afgøres af den henvisende læge, når resultatet af undersøgelsen foreligger.
Speciallæger og behandlere
