Undersøgelse: SSEP
En SSEP undersøgelse er en registrering af hjernens reaktion på elektriske impulser på huden. SSEP'en laves for at undersøge dine følenervers baner fra arme/ben til rygmarven og hjernen. Undersøgelsen laves med elektroder på hoved og krop og giver ingen gener. Vi kan undersøge din inden for kort tid, hvis du er henvist til en SSEP.
Værd at vide om SSEP (somato-sensorisk evokerede potentialer)
Et SSEP er en undersøgelse af din følenerves baner fra arme og ben til rygmarven og hjernen. Undersøgelsen laves med elektroder i hovedet og på kroppen.
En SSEP undersøgelse kan bruges ved mistanke om flere former for nervebetændelse og sygdomme, der kan ramme hjerne og rygmarv. Det kan være relevant, hvis du har tegn på skader i følesansens forbindelse til hjernen.
Undersøgelsen kræver henvisning fra en speciallæge.
Dit hår skal være nyvasket og tørt. Der må ikke være gelé, skum eller lak i det.
Hvis du har allergi overfor plaster, cremer, salver eller metaller bedes du oplyse det til den neurofysiologiske sekretær før undersøgelsen.
Undersøgelsen varer ca. 1 time.
Du ligger ned under en SSEP undersøgelse. Vi placerer elektroder på dit hoved og forskellige steder på din krop. Efter det sender vi svage elektriske impulser ved dine håndled og ankler for at stimulere følenerven.
Elektroderne måler, om nerveimpulsen når gennem arme/ben, rygmarv og hjerne med en normal hastighed. Svaret registreres i rygmarven og hjernen.
Undersøgelsen er helt ufarlig og giver ingen gener.
Vi kan desværre ikke oplyse dig om resultatet af undersøgelse på selve dagen. SSEP'et skal vurderes og bearbejdes af en speciallæge i neurofysiologi. Du får først det endelige resultat af undersøgelsen, når det er gjort. Laboranten, der udfører undersøgelsen, kan og må ikke udtale sig om undersøgelsesresultat.
I løbet af nogle dage sender vi resultatet til den læge, der har henvist dig til os. Lægen informerer dig om resultatet og evt. behandling.