Tarmkræft / polypper i tarmen
Tarmkræft kan give afføringsændringer med blod eller slim i afføringen, vægttab, mavesmerter og blodmangel. Vi tilbyder grundig undersøgelse, og hvis vi finder tarmkræft, sørger vi for, at du hurtigt bliver henvist til et offentligt kræftcenter. Vores erfarne speciallæger kan undersøge dig indenfor kort tid.
Værd at vide om undersøgelse ved mistanke om kræft i mave-tarmkanalen
Kræft i tyktarmen eller endetarmen opstår pga. forandringer i slimhinden i tarmen, hvor der dannes polypper, formentlig primært som følge af genmutationer over årene. Sygdommen rammer oftest personer over 40 år, men kan ses hos yngre. Man kender ikke årsagen til kræft i tarmene, men arv, rygning, fedme og fiberfattig kost er en vigtig risikofaktor. Nogle lidelser kan øge risikoen for kræft i tyktarm og endetarm, fx tarmpolypper og kronisk tarmbetændelse.
Hvis der er mistanke om kræft i tyktarmen eller endetarmen, skal tarmen undersøges.
En undersøgelse af tyktarm eller endetarm foregår typisk, hvis du har:
- Nyopstået ændret afføringsmønster
- Blødning fra endetarmen
- Blodmangel, som ikke umiddelbart kan forklares
- Vægttab, dårlig appetit og kronisk træthed
- En positiv prøve for skjult blod i afføringen
- Har flere tilfælde med tarmkræft i nærmeste familie
Hvis du har symptomer som beskrevet ovenfor, bør du kontakte egen læge eller henvises til undersøgelse hos en specialist.
Ved en kikkertundersøgelse af den øverste del af mave-tarm-kanalen (gastroskopi) skal du være fastende.
Ved en kikkertundersøgelse af den nedre del af mave-tarm-kanalen (koloskopi, sigmoideoskopi) er det vigtigt, at din tarm tømmes for afføring, så vi kan få overblik over slimhinden. Forud for din undersøgelse modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks med en udførlig vejledning til udrensning af tarmen.
Der findes forskellige teknikker til at undersøge tyktarmen og endetarmen.
Sigmoideoskopi
Sigmoideoskopi er en undersøgelse af din endetarm og de nederste 60 cm af tyktarmen med en lille, bøjelig kikkert. Undersøgelsen bør foretages, hvis der er frisk blødning fra endetarmen eller mistanke om hæmorider eller anden anal sygdom.
Koloskopi
Det er en undersøgelse af endetarmen og hele tyktarmen. Et koloskop er en bøjelig, tynd slange. Med slangen kan vi se efter polypper, udposninger og svulster i tarmene, tage vævsprøver og fjerne polypper. En koloskopi bør foretages, hvis du har afføringsændringer, uforklarlig vægttab, vedvarende mavesmerter, mørkblodige afføringer eller uforklarlig blodmangel.
Gastroskopi
En gastroskopi er en undersøgelse af spiserør, mavesæk og tolvfingertarmen, hvor speciallægen fører en tynd slange gennem mundhulen, videre ned i spiserør og mavesæk til tyndtarmen. Undersøgelsen foretages for at udelukke forandringer i spiserør, mavesæk og tolvfingertarm. Vi kan tage prøver for celleforandringer, mavesårsbakterie og fjerne polypper.
Vi tager typisk vævsprøver i forbindelse med undersøgelsen.
Hvis vi har taget vævsprøver i forbindelse med undersøgelsen. Dem har vi svar på efter 1 uges tid. Hvis der er den mindste mistanke om kræft i mave-tarm-kanalen bliver du henvist til en udredning i kræftpakkeforløb med det samme.