Behandling: Kikkertoperation for refluks (laparoskopi)
Forskning har vist, at kirurgi er mere effektivt til behandling af refluks med sure opstød og tilbageløb af mavesyre end medicinsk behandling. 90% af tilfælde med refluks helbredes med operation, og der sker sjældent komplikationer. Ved en kikkertoperation (laparoskopi) kan du undgå livslang indtag af piller. Vi kan undersøge og behandle dig indenfor kort tid.
Værd at vide om kirurgisk behandling for refluks
Refluks, også kaldet halsbrand eller kronisk syreopløb, opstår, når mavesækkens saltsyre løber op i spiserøret.
Nederst i spiserøret sidder en lukkemuskel, som normalt forhindrer mavesyren i at løbe op i spiserøret. Hvis lukkemusklen ikke fungerer, kan mavesyren løbe op i spiserøret og irritere slimhinden og fremkalde halsbrand (refluks). Det giver symptomer som sure opstød, sviende, brændende fornemmelse bag brystbenet og ofte med udstråling til halsen.
Patienter der ikke kan kontrollere refluks symptomer med medicin, og patienter med vedvarende sårdannelse i spiserøret, bør tilbydes kikkertoperation for refluks. En kikkertoperation vil afhjælpe symtomerne for de fleste, og operationen får sårdannelsen i spiserøret til at hele.
Kirurgisk behandling helbreder 80% af tilfælde med refluks og komplikationer ses yderst sjældent. Undersøgelser tyder også på, at man opnår bedre livskvalitet efter operationen. I modsætning til medicinsk behandling kræver kirurgi ikke livslangt indtag af piller.
Før en operation skal der foretages en tryk- og syremålingsundersøgelse af spiserøret
Operation foregår i fuld bedøvelse og varer ca. en time. Den udføres med kikkert (laparoskopi), hvor den øverste del af mavesækken trækkes rundt om spiserøret. Det har to funktioner: dels at fungere som en envejsventil, dels at øge modstanden, så maveindholdet, og dermed syren, ikke løber op i spiserøret.
Kikkertoperationen (laparoskopisk fundoplikation) udføres ved at indføre 5 små rør på 5-10 mm gennem bugvæggen ind i bughulen. Vi pumper bughulen op med kuldioxid og fører laparoskopet ind.
Instrumenterne indføres gennem de små rør. Den nederste del af spiserøret frilægges, og den øverste del af mavesækken (fundus) løsnes og trækkes bagom spiserøret for at forene den (fundoplikation). For at forhindre fundoplikationen i at glide op i brysthulen, forsnævrer vi hullet, hvor spiserøret løber gennem mellemgulvet.
Du bliver udskrevet på operationsdagen eller den efterfølgende dag, afhængigt af din tilstand. De første dage vil du have lette smerter i mave og skulder. Hvis smerterne forværres efter udskrivelsen og ikke lindres med håndkøbsmedicin, bør du kontakte Privathospitalet Mølholm, egen læge eller vagtlæge. Træthed er et normalt fænomen den første uge efter operationen.
Du skal forvente at være sygemeldt en uge. Clipsene i huden fjernes hos egen læge på 10. dagen. Brusebad er tilladt efter to dage, og vi anbefaler blød/blendet kost de første to uger. De første 4-8 uger efter operationen vil du kunne opleve synkebesvær. Det afhjælpes ved at tygge maden grundigt og at undgå at spise og drikke samtidigt. Du bør heller ikke indtage drikkevarer med brus. Fordi fundoplikationen fungerer som en énvejsventil, vil du normalt ikke kunne bøvse eller kaste op. Effekten af operationen kommer umiddelbart, så du skal stoppe brug af syremedicin med det samme efter operationen.
Vi anbefaler, at du ikke løfter mere end en enkelt bærepose (ca. 5 kg) de første par uger. Tung træning/fitness bør ikke opstartes de første 2 måneder.
I forbindelse med alle operationer kan der opstå blødning og betændelse. Symptomer på blødning vil typisk være svimmelhed, høj puls, træthed og eventuelle mavesmerter. Ved betændelse ses hævelse, feber og smerter. I meget sjældne tilfælde kan der opstå skader på tarmen, hvilket ofte giver svære mavesmerter.