Gastroskopi
Hvad er gastroskopi?
En gastroskopi er en undersøgelse, hvor man ved hjælp af en bøjelig kikkert undersøger spiserør, mavesæk og tolvfingertarm.
Gastroskopi foretages, hvis der igennem længere tid har været symptomer som svie, smerter, mavesmerter, halsbrand, kvalme, træthed, opkastninger, ringe appetit, vægttab eller blodmangel med henblik på at vurdere, om der er sygelige forandringer i spiserør, mavesæk eller tolvfingertarm.
Før undersøgelsen
For at kunne gennemføre undersøgelsen er det nødvendigt, at mavesækken er tom.
Derfor må du ikke
- spise de sidste 6 timer før undersøgelsen
- spise eller drikke mælkeprodukter de sidste 6 timer før undersøgelsen
- drikke de sidste 2 timer før undersøgelsen
Får du syreneutraliserende medicin bedes du ophøre med dette 1 uge før undersøgelsen.
Får du blodfortyndende medicin bedes du pausere med dette fra dagen før undersøgelsen (f.eks. Marcoumar, Marevan, Clopidogrel, Eliquis, Pradaxa, Xarelto), er det vigtigt, at du gør opmærksom på det - gerne allerede ved henvendelsen. Får du anden medicin, skal den tages senest to timer før undersøgelsen.
Får du insulin, er det vigtigt, at du gør opmærksom på det - gerne allerede ved henvendelsen. Får du anden medicin, skal den tages senest to timer før undersøgelsen.
Undersøgelsen
Gastroskopi foregår i lokalbedøvelse. For at få det smalle og bøjelige gastroskop gennem munden ned i spiserøret, bliver du lokalbedøvet i munden med en spray. Det nedsætter opkastningstendensen. Gastroskopet føres ned i spiserøret, mavesækken og tolvfingertarmen, hvor slimhinden efterses. Er der forandringer i slimhinden, kan der tages små vævsprøver. I forbindelse med undersøgelsen blæser man luft ned i mavesækken, hvilket kan udløse bøvse- og opkastningsreflekser. Undersøgelsen tager mellem 5-10 minutter. Ved behøv kan der suplleres med let afslappende medicin i drop.
Efter undersøgelsen
Umiddelbart efter undersøgelsen bliver du orienteret om undersøgelsesresultatet. Hvis der er foretaget vævsprøver, vil du blive kontaktet så snart svaret foreligger. Det er vigtigt, at du ikke drikker eller spiser en halv time efter undersøgelsen.
Risiko og komplikationer
Gastroskopi er en meget sikker undersøgelse, som yderst sjældent medfører komplikationer.
Hvis du imidlertid efter hjemkomsten får mavesmerter eller blodige opkastninger, skal du tage kontakt til Privathospitalet Mølholm.
Speciallæger og behandlere





