Behandling: Fremfald af endetarmen (rektal prolaps)

Rektal prolaps er fremfald af endetarmen, som medfører, at tarmen falder ud forneden pga. slaphed i bækkenbunden. Det giver smerter, blødning, afføringsinkontinens og er socialt invaliderende. Vi kan behandle dig effektivt med en kikkertoperation. Vi har kort ventetid og mange års erfaring. 

 

Book tid

Værd at vide om behandling af rektal prolaps med laparoskopisk rektopexi

Fremfald (prolaps) af endetarmen skyldes svaghed i muskulaturen i din bækkenbunden og i endetarmens lukkemuskel. Det kan give endetarmsfremfald, hvor alle lagene af tarmen falder ud, enten ved toiletbesøg eller spontant.

 

Ved fremfald kan tarmen føles og ses uden for endetarmsåbningen. Symptomerne er manglende evne til at holde på afføring og/eller luft, besvær med at komme af med afføringen og tendens til forstoppelse. Du kan også have afgang af slim, blod i afføringen og smerter ved endetarmen.

Ved rektal prolaps kan endetarmen i de fleste tilfælde skubbes på plads.

 

I enkelte tilfælde kan den blive uden for endetarmsåbningen og sidde fast. Kan tarmen ikke umiddelbart skubbes på plads, kræver tilstanden akut indlæggelse. Når endetarmen er faldet frem, vil det i langt de fleste tilfælde medføre, at du ikke kan holde på afføringen (inkontinens).

Forud for behandlingen modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, hvor vi informerer dig om alt du skal vide, bl.a. faste, brusebad inden operationen, blodfortyndende medicin og tarmtømning.

 

Før vi kan tage stilling til operation, er det nødvendigt, at speciallægen ser fremfaldet og dets størrelse. Vi undersøger dig på en bækkenstol, som er en toiletstol, hvor man har mulighed for at se nedefra og dermed se fremfaldets størrelse. Det kan også være en god ide selv at medbringe et foto af den fremfaldne endetarm, da det af og til kan være vanskeligt at presse fremfaldet frem ved besøget hos lægen.

 

Du skal også have foretaget en kikkertundersøgelse af endetarmen og den nederste del af tyktarmen (sigmoideoskopi) for at udelukke andre årsager til fremfaldet.

Det er vigtigt, at du medbringer en liste over dit daglige medicinforbrug til forundersøgelsen. Det er især vigtigt at du gør opmærksom på brug af blodfortyndende medicin (fx Magnyl, Persantin, Marcoumar, Marevan, Eliquis, Clopidogrel, Xarelto, Pradaxa, Brilique), som du skal holde pause med, afhængig af præparattype.

Operationen foregår med kikkertteknik (laparoskopi) i fuld bedøvelse.

 

Vi fører kikkertinstrumenterne ind gennem 4-5 huller i maven. Vi fastsyer et kunststofnet på forsiden af endetarmen og opadtil på forsiden af korsbenet. Normalt vil du blive udskrevet dagen efter operationen.

Vi anbefaler, at du tager afføringsmiddel de første 2-3 uger for at undgå at presse, når du er på WC. Afføringen kan reguleres med fibertilskud. Ellers er der ingen restriktioner for fysisk aktivitet.

Risiko for tilbagefald af tilstanden er under 10%. Der er risiko for blødning, betændelse og forsnævring af endetarmskanalen. Lækage (hul på tarmen) sker uhyre sjældent, men kræver akut re-operation.

Rygere og personer, der drikker mere end Sundhedsstyrelsen anbefaler, har større risiko for komplikationer.

Patientinformation: Version nr.: 105
Dato: 21. april 2023
Denne behandling tilbydes i: Vejle, Aarhus

Speciallæger og behandlere

Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.