Undersøgelse: Kikkertundersøgelse for hæmorider (sigmoideoskopi og anoskopi)
En undersøgelse for hæmorider kaldes en anoskopi og er en kikkertundersøgelse af endetarmen med en kort kikkert. I nogle tilfælde kan vi lave en udvidet undersøgelse af endetarmen og nederste del af tyktarmen. Det kaldes en sigmoideoskopi. Efter undersøgelsen kan vi hjælpe dig med at finde den rette behandling for hæmorider. Vi kan undersøge dig indenfor kort tid.
Værd at vide om undersøgelse for hæmorider
En hæmoride er en åreknude i endetarmen, som kan opstå pga. hård afføring, forstoppelse eller graviditet. Hæmorider kan give smerter, blødning og kløe.
En anoskopi er en kikkertundersøgelse af endetarmen. Undersøgelsen udføres med et rør, der er 15 cm langt.
En sigmoideoskopi er en undersøgelse af endetarmen og den nederste del af tyktarmen med en tynd, bøjelig kikkert, kaldet et sigmoideoskop.
Hvis du døjer med smerter, blod eller kløe i endetarmen, kan det være tegn på hæmorider. Indvendige hæmorider kan ikke ses og derfor kan det være nødvendigt at undersøge dig for at finde frem til den rette behandling.
Vi tilbyder tre forskellige behandlinger af hæmorider:
- Fjernelse af hæmorider med elastikmetoden
- Klassisk hæmorideoperation i fuld bedøvelse
- THD operation, som er en nyere metode, der ikke giver sårdannelse ved endetarmen
Ved en anoskopi er det vigtigt, at endetarmen er tom. Ca. 2 timer før undersøgelsestidspunktet skal du bruge et afførringsmiddel, fx. Klyx, Toilax eller lignende.
Du kan købe det på apoteket, og du skal følge den anvisning, der er i pakningen.
Ved en sigmoideoskopi bedes du gå på Apoteket og købe 2 stk. Cleenema Klar-til-brug, a 133 ml. Følg vejledningen i pakken. Husk at drikke så meget væske som muligt (vand, saft), da man let kommer i væskeunderskud ved udrensningen.
Aftenen før undersøgelsen kl. 19-20 skal du tage den første Cleenema. 2-3 timer før sigmoideoskopi undersøgelsen skal du tage den anden Cleenema.
Anoskopi
En anoskopi er en kikkertundersøgelse af endetarmen, som varer ca. 10 min.
Anoskopien udføres med et rør, som er 15 cm langt. Der indbygget lys i røret, så man kan se tarmens slimhinde tydeligt ved undersøgelsen og undersøge for hæmorider, rifter og fistler i området. Ved undersøgelsen kan vi elastikbehandle hæmorider, hvis det er relevant.
Du bliver lejret i GU-stilling. Der kan være lidt ubehag ved undersøgelsen, men ikke noget, som kræver smertestillende medicin.
Sigmoideoskopi
En sigmoideoskopi er en undersøgelse af endetarmen og den nederste del af tyktarmen med en tynd, bøjelig kikkert, kaldet et sigmoideoskop. Undersøgelsen varer normalt 5-10 min.
Endetarmsåbningen er det første, som undersøges. Efter det føres det bøjelige kikkertrør (sigmoideoskop) op gennem endetarmen og videre ud i nederste del af tyktarmen.
Når kikkerten føres ind i tarmen, kan det give let ubehag, fordi det kan være nødvendigt at blæse lidt luft ind for at få tarmen til at åbne sig. Det er meget sjældent nødvendigt at give smertestillende medicin. Vi undersøger slimhinden omhyggeligt på vej tilbage.
Hvis vi finder forandringer i slimhinden tager vi vævsprøver, som bliver sendt til undersøgelse. Hvis vi finder polypper i tarmen, vil vi normalt fjerne dem samtidigt.
Anoskopi
Efter en anoskopi vil du være helt frisk, og der er ingen efterfølgende restriktioner.
Sigmoideoskop
Efter en sigmoideoskopi kan der være lidt luft, der skal kvitteres. Et toiletbesøg vil ofte løse det problem. Efter undersøgelsen orienterer vi dig om resultatet. Hvis vi har taget en vævsprøve, vil du få svar efter én til to uger. Inden du tager hjem, bliver du tilbudt noget frugt og noget at drikke.
Du skal have en ledsager med, som kan køre dig hjem, hvis du får medicin.
Alvorlige komplikationer i forbindelse med sigmoideoskopi er meget sjældne.
I tilfælde af pludseligt opståede mavesmerter eller feber skal du kontakte os.