Behandling: Kikkertkirurgisk operation for arbrok
Arbrok er en udposning af bughinden gennem et ar fra en tidligere operation. Hvis dit brok giver ubehag og smerter eller generer i din dagligdag, skal det opereres. Brok kan ikke forsvinde af sig selv. Vi opererer oftest arbrok som kikkertoperation, men kan også tilbyde åben operation. Vi har kort ventetid og stor erfaring med brokoperationer.
Værd at vide om operation for arbrok
Brok er en udposning af bughinden gennem et svagt sted i bugvæggen. Brokket viser sig som en bule under huden. Brok kan opstå ved tryk indefra ved anstrengelse eller hoste. Arbrok opstår i arret efter en tidligere operation og der kan være en arvelig risiko for at udvikle arbrok.
Arbrok kan være lokaliseret alle steder på bugvæggen (fx efter tidligere tarmoperationer, blindtarms operation eller galdestensoperation).
Et brok skal opereres, hvis det giver ubehag og smerter, er vanskeligt at trykke tilbage, generer i daglige gøremål, eller hvis det generer dig kosmetisk.
Brok kan ikke forsvinde af sig selv, og der er en risiko for, at det vil blive større med tiden.
Inden en operation for arbrok skal du til en forundersøgelse ved os.
Ved forundersøgelsen gennemgår en af vores speciallæger din sygehistorie og laver en objektiv undersøgelse, hvor vi vurderer brokket og din generelle helbredsfunktion. Speciallægen orienteret dig om behandlingsmulighederne - eventuel operation og operationsteknik.
Vi tilbyder oftest kikkertkirurgisk operation for brok på Privathospitalet Mølholm. Det er også muligt at vælge en klassisk, åben metode - det afhænger af hvilken type og størrelse brok du har, og om du tidligere er blevet opereret for brok.
Det er vigtigt, at du medbringer en liste over dit daglige medicinforbrug og brug af naturmedicin, fx fiskeolie. Du skal også gøre opmærksom på det, hvis du tager blodfortyndende medicin (Magnyl, Persantin, Marcoumar, Marevan, Eliquis, Clopidogrel, Xarelto, Pradaxa, Brilique), som du skal holde pause med, afhængig af præparattypen.
Forud for din operation modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks. Her finder du alle nødvendige informationer, bl.a. vedr. faste.
Kikkertkirurgisk arbrok operation
Den kikkertkirurgiske operation for arbrok udføres i fuld bedøvelse. Vi lægger tre små snit, ½ -1 cm, i venstre side af maven, så vi kan indføre en kikkert og to instrumenter gennem bugvæggen.
Vi nedtager bughinden på indersiden og kan komme ind til brokket. Hullet i bugvæggen lukkes indefra og efterfølgende forstærkes bugvæggen med et kunstofnet der fixeres med tråde eller små titanium spiraler.
Efterfølgende dækker vi området igen med bughinde som sys fast op på indersiden af bugvæggen over området, hvor brokket var lokaliseret. Hvis det ikke er muligt, bruger vi et specielt net der ikke kræver afdækning med bughinde.
De små sår lukkes med metalclips, som skal fjernes 10 -14 dage efter operationen.
Åben operation for arbrok
En åben operation for arbrok laver vi normalt i fuld bedøvelse. Først lægger vi et snit henover brokket. Brokket frilægges og fjernes eller skubbes ind i bughulen. Hullet i bugvæggen lukkes med tråde og området forstærkes med et kunstofnet der sys fast på forsiden af bugvæggen eller under musklerne over området hvor brokket var før. På den måde rekonstrueres styrken i bugvæggen. Huden lukkes med selvopløselige tråde, der ikke skal fjernes eller clips.
Du er vågen umiddelbart efter operationen, men de første timer vil du være lidt træt, have moderate smerter og måske kvalme. Du får smerte- og kvalmestillende medicin. Det vigtigste at gøre for at modvirke kvalme og ubehag er at drikke og spise og at komme ud af sengen umiddelbart efter operationen.
Efter kikkertoperationer kan du have skuldersmerter. Det skyldes kuldioxid, som er nødvendig at blæse ind for at udspile bughulen. Smerterne forsvinder i løbet af ét døgn.
Udskrivelse
Efter operation for arbrok kan du være øm i bugvæggen flere uger. Du får en plan med smerte- og kvalmestillende medicin ved udskrivelsen med information om, hvordan du skal tage det.
- Kikkert operation for arbrok:
Tre timer efter operationen - Traditionel åben operation for arbrok:
Tre timer efter operationen
Efter udskrivelsen
Efter arbrok operation skal du tage den med ro og vente med idrætsaktiviteter og tunge løft de første 2-3 uger. Efter det er der ingen restriktioner. Smertegrænsen er en god målestok for, hvad du kan foretage dig. Lyt til din krops signaler og indret dit aktivitetsniveau og dine bevægelser efter det. Det forhindrer ikke normal aktivitet, og ikke-fysisk krævende arbejde kan du genoptage én uge efter operationen.
Kroniske smerter i og omkring operationsarret kan opstå hos 5-8% af patienterne, som får indsat et kunststofnet. I forbindelse med alle operationer kan der opstå blødning og betændelse. Symptomer på blødning vil typisk være blå/violet misfarvning af operationsområdet. Ansamlingen svinder oftest af sig selv. Ved betændelse viser der sig hævelse, feber og smerter. Der kan opstå en byld i såret (<5 %), som kan nødvendiggøre, at såret åbnes og renses op.
Ved kikkertoperationer kan der i meget sjældne tilfælde opstå skader på tarmen, hvilket giver svære mavesmerter. Rygning er en kendt risikofaktor for komplikationer som fx sårinfektion, så vi anbefaler rygestop før kirurgi.
Ved problemer efter udskrivelsen skal du kontakte os.