Knude i brystet
Har du opdaget en knude i dit bryst? Et af de hyppigste symptomer på brystkræft er en hård og uøm knude. Andre symptomer kan være hævet lymfeknude i armhule, indtrækning af hud eller brystvorte, mere sjældent eksem eller sår på brystvorte. Vi ved, hvor meget det betyder at kunne blive undersøgt med det samme. Derfor har vi kort ventetid til mammografi, og er klar til at hjælpe dig - også uden henvisning.
Ved en klinisk mammografi undersøges begge bryster og armhuler grundigt ved røntgen, klinisk undersøgelse og ultralydsscanning af vores erfarne speciallæger i mammaradiologi. Ring til os, eller book tid online.
FAQ om knuder i brystet og brystkræft
Et af de hyppigste symptomer på brystkræft er en hård og uøm knude, som ikke kan bevæges rundt i brystet.
De fleste knuder er godartede og ikke farlige, men få altid en læge til at undersøge dig og vurdere det, hvis du finder en knude i dit bryst.
Vi anbefaler, at du går til lægen hvis du mærker en knude i brystet eller i armhulen, hvis der kommer spontan klar væske eller blod fra brystvorterne eller hvis du opdager ændringer på brysterne eller brystvorterne.
Der vil ofte være tale om helt godartede ændringer, men lad for en sikkerheds skyld din læge afgøre det.
Oftest er det kvinden selv, som opdager en knude, og hvis brystkræft opdages tidligt og behandles omgående, er der gode muligheder for helbredelse og skånsom behandling.
Det er vigtigt både at se og føle, når du undersøger dine bryster.
Se efter om der er:
- Ændringer i brysternes størrelse
- Ændringer på brystvorterne - fx eksem
- Spontan blødning eller klar væske/udflåd fra brystvorterne (det er ufarligt at kunne klemme væske ud af brystet)
- Indtrækning eller sår på brysterne eller brystvorterne
- "Hudfortykkelse" - gåsehudslignende - appelsinhud på brystet
Ved regelmæssigt at undersøge dine bryster, ca. en gang pr. måned og ikke oftere, finder du ud af, hvordan de føles. Derfor vil det senere være lettere for dig at opdage eventuelle forandringer.
Det er bedst at undersøge brystet få dage efter menstruationens ophør, hvor brystet som regel er blødest og ikke længere ømt. Efter overgangsalderen kan du vælge en dag i måneden, som du husker godt fx den første eller sidste. Det vigtigste er at du undersøger brystet på samme tidspunkt hver måned.
Undersøg hvert bryst for sig. Du skal føle forsigtigt - men fast - om der er knuder eller hævelser.