Karkirurgi / åreknuder

Karkirurgi omfatter forebyggelse, undersøgelse, behandling og kontrol af patienter med sygdomme i blodkar uden for hjernen og hjertet. Det drejer sig overvejende om behandling af forsnævringer, tillukninger og udposninger i karrene på grund af åreforkalkning, behandling af åreknuder og dyb venøs trombose samt følgetilstande til disse lidelser. Hertil kommer en række sjældnere lidelser i blod og lymfekar.

Specialet tilbydes i: Vejle Aarhus København
Kontakt sekretæren:

Skumbehandling af åreknuder

Ultralydsvejledt skum-skleroserende behandling af åreknuder

Skum-skleroserende behandling af åreknuder har været i anvendelse gennem en årrække med et godt langtidsresultat.

 

Tidligere blev alle åreknuder opereret, men i dag er der flere tilfælde, hvor skumsklerosering kvalitetsmæssigt er på højde med operation.

 

Det kan ikke på forhånd siges, om en patient med åreknuder bør opereres eller skumskleroseres, det afhænger af, hvad en forundersøgelse og en duplex-skanning (farve-doppler-undersøgelse) af åreknuderne viser.

 

Hvordan foregår behandlingen?

Behandlingen går ud på, at der sprøjtes skum ind i selve blodåren (venen). Indsprøjtningen sker via en lille kanyle, og der kan sprøjtes ind i blodåren både på lårniveau samt på skinnebensniveau.

 

Det indsprøjtede skum får blodkarret til at lukke af og klistre sammen, så de årer, der er forandrede og har udviklet åreknuder, udelukkes af det normale kredsløb. Det er det samme der sker, når man ved en operation fjerner blodåren.

 

Under selve proceduren er du lejret i liggende stilling, og benene er eleverede (hævet) en smule. Skummet fordeler sig hurtigt i hele venen, som er forandret, og efter skummet er indsprøjtet lægges en kompressionsstrømpe på benet.

 

Efterbehandling

Efterbehandlingen består i, at du skal anvende en kompressionsstrømpe i døgnets 24 timer i 5 dage. 

Efter 5 dage er det kun nødvendigt med en strømpe i yderligere 5 dage i dagtiden.

OBS ! Strømpen udleveres herfra.

 

Eventuelle smerter

Indsprøjtningen i sig selv er ikke smertefuld, men i enkelte tilfælde kan der komme kortvarig smerte.

 

Hvordan er det i dagene efter behandlingen?

Du kan umiddelbart efter behandlingen gå almindeligt rundt. 

Du kan fortsætte med dit arbejde på vanlig vis, og der kræves ingen sygemelding. Man skal dog den første uges tid undgå kraftig legemsudfoldelse som løb og træning i fitness-center. De første par uger eller 3 kan der føles en smerte i benet, og der kan derfor være behov for smertestillende medicin som håndkøbsmedicin, Pamol eller Ipren.

Det er desuden helt normalt, at der kan komme nogen rødmen og ømhed, som kan mærkes ligesom knuder eller perler på en snor langs den behandlede vene. 

Disse gener aftager efter få uger, men det kan tage op til 6 måneder, før de er forsvundet fuldstændigt.

 

Yderligere behandling

Ambulant kontrol aftales ved behandlingen. I enkelte tilfælde kan det være nødvendigt med en supplerende sklerosering.

 

Risici

Der kan i de første par uger til måneder være blå mærker efter indsprøjtningerne. De forsvinder dog normalt allerede efter et par uger til ca. 2 måneder.

 

Der kan ligeledes komme lettere småbuler i underhuden, som skyldes, at blodet er størknet, men organismen vil med tiden fjerne det størknede blod.

 

Ligeledes kan der komme en svag misfarvning af huden svarende til indsprøjtningsstederne, men det vil også forsvinde i løbet af få måneder, som man også vil se ved konventionel operationsteknik. I sjældne tilfælde kan misfarvningen af huden vare i mere end 1 år.

 

Blodåren kan også udvikle sig til en smertende knude, som man også ser ved konventionel operationsteknik. Dette kaldes en tromboflebit eller overfladisk årebetændelse. Egentlig er det blot størknet blod, som organismen reagerer imod. Der er ingen bakterier i feltet, og det kræver ingen antibiotika, men derimod kan det behandles med en lindrende salve (Hirudoid-gel 3 mg/g), som indeholder lokalbedøvelse. Symptomerne vil gradvist forsvinde.

 

I meget sjældne tilfælde kan der udvikle sig en trombose (størknet blod i de dybe blodårer). Det samme kan ses ved konventionel operation. Benet vil hæve kraftigt og blive smertefuldt, og der kan forekomme kramper.

 

Hvis et sådan tilfælde skulle indtræde, bør egen læge straks kontaktes med henblik på udredning og eventuel behandling for dette.

Risikoen for at det udvikler sig er under 1%. 

 

Fordele/ulemper ved skumbehandling frem for operation

Fordele:

Du undgår narkose og hospitalsindlæggelse, da det kan foregå ambulant. Der er mindre ubehag sammenholdt med operation i fuld bedøvelse. Almindeligvis kræver det ingen sygemelding fra arbejdspladsen.

 

Ulemper:

Vi kan kun behandle ét ben ad gangen. Det kan kræve flere konsultationer, da der eventuel skal efterbehandling til. Ønskes yderligere information kan det foregå ved en forundersøgelse, hvor vi kan gennemdiskutere behandlingen. 

Patientinformation
Version nr.: 106
Dato: 06. november 2024
Denne behandling tilbydes i: Vejle, Aarhus

Speciallæger og behandlere

Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.