Karkirurgi omfatter forebyggelse, undersøgelse, behandling og kontrol af patienter med sygdomme i blodkar uden for hjernen og hjertet. Det drejer sig overvejende om behandling af forsnævringer, tillukninger og udposninger i karrene på grund af åreforkalkning, behandling af åreknuder og dyb venøs trombose samt følgetilstande til disse lidelser. Hertil kommer en række sjældnere lidelser i blod og lymfekar.
Ballonudvidelse af pulsårer
Vi håber, at pjecen her kan besvare nogle af de spørgsmål, som du og dine pårørende kan have i forbindelse med din behandling.
Kort om sygdommen
Åreforkalkning kan medføre forsnævring eller tillukning af pulsårerne. Det nedsætter blodforsyningen og giver muskler og andet væv for lidt ilt og næring. Åreforkalkning i benenes pulsårer medfører smerter i benene ved bevægelse. Typisk som smerter i læggene efter kort tids gang – såkaldt vindueskiggersyge (claudicatio). Når sygdommen forværres, medfører den også smerter i hvile og evt. sår på ben og fødder, som ikke vil hele.
Ballonudvidelse
Du skal have lavet en ballonudvidelse i en af dine bækkenpulsårer eller pulsårer i benet. Dette foregår i lokalbedøvelse.
Behandlingen kaldes Percutan transluminal Angiografi (PTA/ballonudvidelse) og har til formål at behandle forsnævringer/forkalkninger i blodkarsystemet i benene.
Før indlæggelse
Drik gerne en liter væske før og en liter væske efter operationen.
Fra midnat må du ikke ryge eller drikke kaffe.
På behandlingsdagen skal du tage et brusebad hjemmefra, vask dig især godt i lyskeområdet.
Spis din sædvanlige morgenmad men husk, ingen kaffe eller tobak.
Hvis du får medicin, skal du tage din vanlige medicin om morgenen samt medbringe din egen medicin til resten af dagen.
Hvis du er i behandling med anden blodfortyndende medicin end Hjertemagnyl, skal du holde pause med medicinen, inden undersøgelsen.
Du får besked om, hvor mange dage, du skal holde pause, når undersøgelsen besluttes. Antal dage afhænger af den specifikke medicin.
På behandlingsdagen
Når du kommer til afdelingen, vil du blive modtaget af en sygeplejerske. Du skal have sygehustøj på og får anvist en seng.
Du får målt, blodtryk, puls og anlagt et venflon (et tyndt plastik rør i en blodåre på håndryggen).
Behandlingen foregår på operationsgangen.
Ballonudvidelsen foregår ved at du bliver lokalbedøvet i lysken. Derefter indføres der et tyndt kateter i pulsåren.
Når kateteret er ved forsnævringen, pustes ballonen op, hvorved blodkarret udvides. Evt. indsættes et lille metalgitter (stent) til at holde blodkarret åbent.
Når behandlingen er afsluttet, trykker lægen på indstiksstedet i ca. 10 minutter for at hindre blødning. Der sættes plaster over, og du køres tilbage til sengeafdelingen.
Efter behandlingen
Efter behandlingen skal du ligge i sengen i 2 timer. En time på ryggen og en time, hvor du frit kan bevæge dig i sengen.
Efter 2 timer kontrolleres at indstiksstedet i lysken er i orden og herefter må du stå op.
Udskrivelse
Efter endt observationstid vil du blive informeret og udskrevet af en læge.
Du må ikke selv køre bil hjem.
Dine pårørende skal hente dig i afdelingen, og der skal være en voksen hjemme hos dig den første nat.
Efter udskrivelsen
Du skal forholde dig roligt indtil næste dag. Mest liggende, siddende eller gå stille omkring. Hvis du skal nyse eller hoste, er det godt at trykke over indstiksstedet i lysken samtidig. Evt. plaster i lysken tages af næste morgen.
De første 2-3 døgn efter skal du undgå tunge løft og voldsom fysisk aktivitet.
Hvis der indenfor det første døgn kommer en større bule i lysken, det begynder at bløde eller du bliver almen utilpas, skal du kontakte afdelingen.
Kontrol aftales i forbindelse behandlingen.
Komplikationer til behandlingen
Blødning/sivning fra indstiksstedet
Der kan opstå sivning eller blødning, som kræver tryk over indstiksstedet, hvorved blødningen som regel stopper. Blodansamlingen vil forsvinde af sig selv i løbet af nogle uger.
I sjældne tilfælde kan det blive nødvendigt at sprøjte noget medicin ind, for at lukke hullet i pulsåren eller at operere.
Det er almindeligt, at huden bliver misfarvet omkring lyskerne, da lidt blødning ikke kan undgås. Dette er ufarligt.
Overfølsomhedsreaktion
I sjældne tilfælde kan der opstå en overfølsomhedsreaktion på kontrastvæsken, der sprøjtes ind i forbindelse med undersøgelsen. Det kan vise sig ved kløe, udslæt eller almen utilpashed, hvor blodtrykket falder og pulsen stiger.
Kontakt
Hvis du har spørgsmål til aktuelle indlæggelse, eller der opstår komplikationer indenfor 24 timer efter udskrivelsen kontaktes Privathospitalet Mølholm. Herefter egen læge eller lægevagten.