Behandling: CO2-laser
Vi kan fjerne din vorte effektivt med en CO2-laser. Behandlingen er en præcis opvarmning af huden i det område, hvor vorten er. Vi har kort ventetid på undersøgelse og behandling.
Værd at vide om CO2-laser til behandling af hånd- og fodvorter
CO2-laser er en af de mest effektive metoder til fjernelse af genstridige vorter. Den fungerer ved at brænde/fjerne det væv, hvor vorten befinder sig.
Du kan have glæde af laserbehandlingen, hvis du har store eller dybe vorter, der evt. forårsager smerter. Behandlingen er også til gavn, hvis andre mildere metoder til fjernelse af vorter er afprøvet uden effekt.
Da vortefjernelse med CO2-laser er smertefuldt, smører vi lokalbedøvelse på vorten/vorterne og supplerer evt. med injektion af lokalbedøvelse i området.
Vi renser området og bedøver evt. yderligere. Efter det udføres CO2-laserbehandlingen, hvor du vil opleve en let brændt lugt, fordi huden fjernes. Efter fjernelse dækker vi området med en steril forbinding, for at beskytte mod infektion.
Behandlingen tager få minutter pr. vorte, afhængigt af størrelse og antal.
Efter behandlingen er vorten fladere og mindre synlig. Der opstår et lille sår på huden som heler på en til to uger afhængigt af hvor på kroppen du er blevet behandlet. Ophelingen er hurtigst i ansigtet og langsommere på benene. I dagene efter laserbehandlingen må du gerne vaske området og lade det tørre.
Hvis det væsker kan du påsmøre klorhexidincreme 1% og sætte et plaster henover.
Det er vigtigt, at du lader huden hele op uden at pille eventuelle sårskorper af. Det forlænger sårhelingen og øger risikoen for infektion og ar. Du må anvende makeup, når huden er helet op. Så længe huden er let rød, skal du, i de følgende 2-3 måneder, påføre solfaktor 50+ ved ophold udenfor.
Hvis du har tendens til skjoldet pigmentering og/eller har en mørkere hudtype, skal du bruge faktor 50+ igennem flere måneder efter behandlingen for at reducere risikoen for ekstra mørkfarvning efter behandlingen. Vi anbefaler solcreme faktor 50+ fra La Roche Posay (forhandles på Privathospitalet Mølholm).
Hvis én behandling ikke er tilstrækkelig, kan vi foretage genbehandling efter tidligst en måned. Som regel reagerer huden fint på behandlingen og bliver betydeligt bedre efter kun én behandling.
Der er mulighed for følgende "almindelige bivirkninger" (hos mellem 1 og 10 ud af 100 behandlinger):
- Der er som regel sårdannelse i en til to uger efter behandlingen, alt afhængigt af hvilken godartet fortykkelse der er fjernet. Som følge heraf, kan der være let rødme på området i en til to måneder, ligesom efter enhver sårheling.
Der er mulighed for følgende "ikke almindelige bivirkninger" (hos mellem 1 og 10 ud af 1.000 behandlinger):
- Der er en lille risiko for at huden efter behandlingen på området bliver lysere end før behandlingen, det vil sige, at man ikke kan blive helt så brun i området som før. Der er endvidere risiko for, at der kan opstå infektion i de små områder, som laseren varmer i huden.
Der er risiko for følgende "Sjældne bivirkninger" (hos mellem 1 og 10 ud af 10.000 behandlinger):
- Hvis der opstår forsinket sårheling, er der risiko for ardannelse i det behandlede område. Forsinket sårheling opstår oftest i forbindelse med infektion. Det er derfor vigtigt, at man henvender sig, hvis man føler sig det mindste utryg ved ophelingsforløbet.
Speciallæger og behandlere
