Behandling: Fraktioneret simuleret dagslys-PDT

Hvis du har forstadier til hudkræft, kan vi behandle dig med photodynamisk terapi (PDT). Vi smører en creme på området, hvor du har aktiniske keratoser. Efter det belyser vi din hud med simuleret dagslys. Behandlingen kan give en varm og sviende fornemmelse, men kombinationen af cremen og lyset får de aktiniske keratoser til at gå til grunde. Behandlingen er næsten smertefri og giver normalt ikke ar. Vi er klar til at undersøge og behandle dig indenfor kort tid. 

 

Book tid

Værd at vide om fraktioneret simuleret dagslys PDT

Fraktioneret simuleret dagslys PDT er en behandling, hvor vi bruger en creme med 5-ALA (5-aminolevulinat), eller det beslægtede stof metyl-ALA. 5-ALA er forkommer naturligt i små mængder i kroppen.

 

Når cremen smøres på huden, optager alle hudceller stoffet, men forstadier til hudkræft (aktiniske keratoser) og hudkræftceller optager ca. 8 gange så meget som normale celler. I cellerne omdannes 5-ALA til et stof, som i nogle timer gør cellerne meget lysfølsomme. Lysfølsomheden gør som regel, at hudkræftcellerne går til grunde, når de udsættes for lys og afstødes i løbet af et par dage. Dine normale celler tager ikke skade.

 

Efter påsmøringen af 5-ALA cremen belyser vi din hud med simuleret dagslys. Herefter skal du vaske den overskydende creme af.

Photodynamisk terapi er en oplagt behandling mod aktiniske keratoser, som har flere fordele. Behandlingen giver normalt ingen ar, hvilket både et kirurgisk indgreb og en frysning af huden normalt ville give. Behandlingen er som regel også næsten smertefri.

Inden behandlingen undersøger vi din hud ved en konsultation. I enkelte tilfælde tager vi et overfladisk skrab, som sendes til mikroskopisk undersøgelse. Da behandlingen er tidskrævende (ca. 3 timer) foretager vi normalt ikke behandlingen ved forundersøgelsen, men aftaler sammen et passende tidspunkt. 

 

Vi anbefaler, at du bruger en solcreme med høj solfaktor (SPF 50+) inden du ankommer til behandlingen.

 

Der vil være en del ventetid i forbindelse med behandlingen. Behandlingen tager ca. 3,5 timer. Det kan være en god idé at medbringe lidt læsestof eller en bærbar computer.

Behandlingen varer ca. 3,5 timer.

 

Først forbehandler en specialuddannet sygeplejerske din hud grundigt med skrubning med gaze og alkohol. Det kan give en sviende fornemmelse.

Efter det smører vi cremen på, og den begynder at virke i løbet af ½ time. Det kan svie en smule, afhængigt af hvor mange læsioner, der skal behandles. Når cremen er påsmurt opstarter vi lysbehandlingen. 

 

Lysbehandlingen foregår i 4 seancer, som består af skiftevis 10 minutters belysning foran et dagslyspanel og 50 minutters pause i venteværelset. I alt varer behandlingen ca. 3,5 timer. Hvis flere hudområder skal behandles, foretager vi som regel først næste behandling efter, at det første område er helet fuldstændigt op. 

 

Når behandlingen er afsluttet beder vi dig om at gå til toilettet og vaske det behandlede område for overskydende creme. Du vil få udleveret en salve, som du skal påsmøre et tyndt lag af. Efter behandlingen skal du undlade at bruge anden creme og at vaske området i 14 timer.


Vi kan ikke vide på forhånd, præcist hvor kraftig reaktion der kommer efter behandlingen hos netop dig. Derfor undlader vi normalt at behandle flere større områder på samme dag. Vi foretager som regel først en ny behandling, når det første område er helet fuldstændigt op. Ophelingstiden er op til 2 uger. Vi foretager normalt kontrol af behandlingseffekten efter 3 måneder. Du bør selv være opmærksom på, at der kan udvikle sig nye forstadier på et senere tidspunkt.

 

Hudens reaktion er forskellig fra person til person. Efter behandlingen er huden rød og varm og kan svie og brænde lidt. I nogle tilfælde kan den brændende og sviende fornemmelse fortsætte i nogle timer og i sjældne tilfælde op til et par dage, men i aftagende grad. 

 

Hvis du har mange synlige eller skjulte aktiniske keratoser, og/eller hvis det behandlede område er stort, reagerer huden normalt kraftigere, end hvis vi kun har behandlet et lille område med få forandringer.

 

I løbet af dagen efter behandlingen vil det vise sig, hvor mange abnorme celler, der har været til stede, da de vil begynde at blive afstødt fra huden. Det ses som en solskoldningslignende reaktion i huden og eventuelt som små sår. I de efterfølgende dage vil du kunne opleve en del hævelse og overfladiske sårskorper. Hos nogle vil der kun være let hævelse, og ganske svage sårskorper, som afstødes efter to til tre dage.


Sårene heler normalt op i løbet af 1-2 uger med et meget fint kosmetisk resultat.

Helbredelsesraten

Helbredelsesraten ved PDT er ca. 90% for aktiniske keratoser. Med helbredelse menes der, at der ikke kommer genvækst af de allerede behandlede områder inden for en periode på 2 år efter behandlingen.
Én behandling er i langt de fleste tilfælde tilstrækkeligt. Ved den efterfølgende kontrol kan vi eventuelt foretage supplerende punktvise behandlinger med CO2-laser af små områder, som måtte kræve yderligere behandling.

 

Sårene heler normalt op i løbet af 1-2 uger med et meget fint kosmetisk resultat.

 

Efter ophelingen skal du sørge for at forebygge mod fremtidige skader. Du skal derfor bruge Actinica solblokker (SPF84) ved enhver udsættelse for sol og gerne rutinemæssigt fra morgenstunden i hele sommerhalvåret.

Patientinformation: Version nr.: 112
Dato: 18. februar 2025
Denne behandling tilbydes i: Vejle

Speciallæger og behandlere

Billede af Anette Fejerskov
Anette Fejerskov
Intensivsygeplejerske og specialsygeplejerske i kosmetisk dermatologi
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.