Behandling: Ablation for hjerteflimmer (atrieflimren)

En ablation i dit hjerte kan hjælpe dig af med hjerteflimmer. Ved ablationsbehandling fører en hjertelæge et tyndt rør gennem blodkarrene til hjertet. Ved enten varme, kulde eller højspændingsstrøm deaktiveres de små områder af hjertevævet, som er årsag til din hjerteflimmer. Vores hjertelæger kan undersøge og behandle dig indenfor kort tid.

 

Book tid

Værd at vide om ablation

Ablation er en effektiv behandling mod hjerteflimmer. Under selve behandlingen føres et kateter gennem blodkarrene til hjertet. Med enten varme, kulde eller højspændingsstrøm kan hjertelægen ødelægge små områder af det hjertevæv, der forårsager hjerteflimmer. 

Du kan have stor gavn af en ablation, hvis:

  • Din medicin mod hjerteflimmer ikke virker godt nok
  • Du har bivirkninger til din medicin mod hjerteflimmer
  • Du ønsker at undvære medicin mod hjerteflimmer

Ablation er oftest mest effektiv, så længe du har hjerteflimmer, der "kommer og går", fremfor hvis hjerteflimmeren har bidt sig fast og er tilstede hele tiden. 

Inden behandlingen modtager du et indkaldelsesbrev i e-Boks, som oplyser dig om faste, medicin, barbering, og hvad du skal medbringe i forbindelse med din behandling.

 

Ved en ablation er du velkommen til at medbringe en ledsager, men det er ikke nødvendigt, da du selv må køre bil og anvende offentlige transportmidler (inkl. fly) dagen efter behandlingen. Du må også gerne selv bære en weekendtaske/kabinekuffert med skiftetøj og toiletartikler.

 

Det er ikke nødvendigt at tage blodfortyndende medicin inden din ablation. Vi laver altid en scanning for at være helt sikre på, at der ikke er størknet blod i forkamrene og hjerteøret. 

Hvis du er vant til at tage blodfortyndende skal du fortsætte med at tage din medicin før, under og efter ablationen. Skulle der være nogle ændringer, vil du få besked herom.

En ablationsbehandling for hjerteflimmer varer ca. 1,5-2 timer og foretages i lokalbedøvelse. Indgrebet giver sjældent smerter. 

 

Du får lagt en plastikkanyle i en blodåre i armen. Der måles blodtryk og puls, og der tages blodprøver samt EKG.

 

Først foretages der en speciel ultralydsundersøgelse af hjertet fra spiserøret (TEE). Dette gøres for at udelukke at der, på trods af blodfortyndende medicinsk behandling, har dannet sig "blodpropper" på indersiden af det venstre forkammer. Hvis dette er tilfældet, vil der være en risiko for at løsne disse under operationen, hvorfor operationen i så fald må udsættes. Denne undersøgelse foretages i en kortvarig fuld bedøvelse.

 

Selve kateterbehandlingen foretages i en kombination af lokalbedøvelse og en tung rus af bedøvelsesmidler. Der indføres tynde katetre til hjertet fra blodårerne i lysken. Fra katetrene kan man måle de elektriske strømme i hjertet. Med en opvarmning af kateterspidsen til ca. 65 grader eller gentagne strømimpulser bliver årsagen til rytmeforstyrrelsen fjernet. Om der bliver anvendt opvarmning (RFA) eller strømimpulser (PFA) er operatørens valg og har ikke indflydelse på din forventning til slutresultatet.

 

Hvis du under proceduren har atrieflimren, vil vi i løbet af behandlingen forsøge at opnå normal hjerterytme (sinusrytme) ved hjælp af et strømstød på brystet (DC-konvertering).

Efter en ablation bliver du observeret af en sygeplejerske i 2 timer. Du skal ligge fladt i sengen af hensyn til risiko for blødning fra såret i lysken. 

 

Hvis du skulle føle ubehag, smerter, varmefornemmelse eller hævelse i lysken, skal du gøre sygeplejersken opmærksom på dette.

 

I dit indkaldelsesbrev vil det fremgå, hvornår du forventes at blive udskrevet.

 

Du må køre bil eller tage offentlig transport (inkl. fly) dagen efter behandlingen. 

Den første uge skal du beskytte din lyske ved fx at undgå tunge løft og lange gåture. Vi anbefaler, at du venter to uger med at dyrke sport.

 

Du kan genoptage dit vanlige arbejde ca. 1 uge efter udskrivelsen. Hvis du har særlig hårdt fysisk arbejde, skal du vente 2 uger, inden du genoptager dette. 

 

Du kan forvente et mindre blåt mærke i højre lyske ved indstiksstedet. Enkelte patienter kan få en lidt større blødning (hæmatom), som kan genere de første par uger efter behandlingen.

 

Mange patienter har lidt smerter/trykken/murren i brystkassen de første par dage efter behandlingen. Hvis der er behov for det, kan du tage et gram Panodil. Men højst fire gange i døgnet - altså hver 6. time. Ligeledes er det almindeligt at have lidt hovedpine. Måske vil du opleve enkelte episoder med migræne med aura. Vi ser det nogen gange i dagene efter ablation. Vi kender ikke den præcise årsag, men det er ufarligt, og symptomerne forsvinder igen. 

 

Sædvanligvis vil vi anbefale, at du i yderligere 3 måneder fortsætter uændret med den hjerterytmestabiliserende medicin, du har fået op til behandlingen. Ligeledes bør du fortsætte med den blodfortyndende medicin i mindst 3 måneder efter behandlingen.

 

En del patienter oplever hjertebanken eller atrieflimren efter behandlingen. Dette kan skyldes irritation af hjertemuskulaturen på grund af behandlingen og behøver ikke betyde, at behandlingen ikke er lykkedes. Man kan opleve øget hyppighed af anfald de første 2-3 måneder efter behandlingen, hvorefter symptomerne oftest aftager. Derfor kan man også først afgøre den endelige effekt af behandlingen efter ca. 3 måneder. Det kan være nødvendigt at gentage behandlingen. Erfaringen viser, at ca. 20 % af patienterne skal igennem endnu en behandling, før det optimale resultat er opnået.

 

 

Hvis du får hjertebanken/atrieflimren foreslås følgende:

  • Hvis symptomerne er de samme som før behandlingen, kan du afvente om anfaldet ophører spontant. 
  • Hvis symptomerne er anderledes end vanligt, anbefales det at søge egen læge mhp. at optage et hjertediagram. Hjertediagrammet kan ved behov fremsendes til os til vurdering.
  • Hvis anfaldet er uudholdeligt skal du kontakte læge/vagtlæge med henblik på indlæggelse på dit hjemsygehus til "stød" (DC-konvertering).
  • Hvis du får tilbagefald af atrieflimren, men ikke er meget påvirket af det, kan du vente et par døgn og se an. Hvis atrieflimren ikke stopper af sig selv i løbet af de to døgn, skal du kontakte din læge med henblik på indlæggelse på dit hjemsygehus til "stød" (DC-konvertering). Du er altid velkommen til at kontakte os ved tvivl.
  • Ved hyppige tilbagefald efter behandlingen kan det blive nødvendigt med mere kraftig hjertemedicin til at stabilisere hjerterytmen. Oftest vil vi foreslå Cordarone i en 3-måneders periode. Dette tolereres godt af de fleste patienter uden væsentlige bivirkninger.

I tilfælde af voldsomme brystsmerter, svær åndenød eller besvimelse bør du søge læge.

I sjældne tilfælde (sammenlagt under 1% risiko) kan der opstå komplikationer: Større blodansamling ved indstiksstedet, ansamling af blod i hjertesækken, luft i lungesækken, påvirkning af lungevener, dannelse af mindre blodprop i karrene, i hjertet eller i andre organer (hjerne, nyrer, lunger). 

 

Disse komplikationer kan kræve observation eller særlig behandling, som kan udføres på stedet.

Patientinformation: Version nr.: 149
Dato: 18. oktober 2024
Denne behandling tilbydes i: Vejle

Speciallæger og behandlere

Billede af Mette Skjødeberg Zwinge
Mette Skjødeberg Zwinge
Sygeplejerske
Billede af Majbritt Memhave Petersen
Majbritt Memhave Petersen
Sygeplejerske
Billede af Kristin Sveinsdottir
Kristin Sveinsdottir
Sygeplejerske
Billede af Janne Winberg Rask
Janne Winberg Rask
Sygeplejerske
Billede af Hanne Kirkegaard
Hanne Kirkegaard
Sygeplejerske
Billede af Gabriella Edvardsson Alsøe
Gabriella Edvardsson Alsøe
Svensk patientrådgiver
Ja tak, jeg vil gerne kontaktes vedrørende booking af tid.
This site is protected by reCAPTCHA and the Google Privacy Policy and Terms of Service apply.