Behandling: Diagnostisk kikkertoperation for underlivssmerter
En diagnostisk kikkertoperation (laparoskopi) kan hjælpe med at finde en forklaring på fx underlivssmerter. Vores gynækologer er eksperter og erfarne i kvindesygdomme og tager sig omsorgsfuldt af dig i trygge omgivelser. Vi har kort ventetid.
Værd at vide om diagnostisk kikkertoperation
Kikkertoperation af underlivet (laparoskopi) bruges til undersøgelse og operation af bughulens organer. Den giver gynækologen et godt overblik over livmoder, æggeledere og æggestokke og er derfor særlig velegnet til undersøgelse af underlivssmerter og til behandling af flere gynækologiske lidelser.
En diagnostisk kikkertoperation bruges til udredning af fx underlivssmerter.
Behandlingen foregår i fuld bedøvelse. Læs forholdsregler i dit indkaldelsesbrev, som du modtager i e-Boks.
Ved indgrebet indføres et tyndt rør som indeholder en kikkert (laparoskop) gennem et lille hul ved navlen. Efter indblæsning af luft (CO2) kan man få overblik over æggestokke, æggeledere, livmoder og andre bug-organer og foretage forskellige indgreb, som er årsag til dine smerter. Det kan fx være løsning af sammenvoksninger, åbning af æggeleder og fjernelse af vandcyster på æggestokkene.
Hjælpeinstrumenter indføres gennem små åbninger ved hårgrænsen.
Der kan efter indgrebet være trykken under ribbenene og i skuldrene som følge af den indblæste luft. Generne svinder efter kort tid. Du bliver udskrevet samme dag, når du er frisk igen efter indgrebet.
Sygemelding
Du skal regne med sygemelding i ganske få dage, ofte mindre end en uge afhængig af indgrebets omfang.
Du skal tage den lidt med ro et par dage, men i øvrigt leve normalt og genoptage dine daglige gøremål. Du kan være generet af lette smerter i maven og skulderen. Skuldersmerterne kan skyldes, som tidligere nævnt den indblæste luft i forbindelse med operationen. Disse gener kan lindres med smertestillende håndkøbsmedicin og forsvinder efter et par dage.
Hvis der er foretaget sterilitetsudredning kan der være sprøjtet et farvestof ud i æggelederne, hvilket kan give blåfarvning af urinen det første døgn.
Motion
Du må gerne dyrke motion (gåture, løb og fitness) straks efter udskrivelsen eller når du føler dig klar til det. De små snit på maven er syet sammen. Trådene skal fjernes hos egen læge efter ca. 7-10 dage. Plastrene må fjernes 48 timer efter operationen, hvis såret er tørt.
Du kan have let blødning fra skeden i de første dage, og skal undgå samleje og karbad i denne periode. Du må gerne tage brusebad. Der er ingen forbud mod tunge løft.
Kontrol
Du skal ikke til kontrol efter operationen, medmindre du føler behov for dette. Hvis der er taget prøver under operationen, som er sendt til mikroskopi, får du skriftlig besked på resultatet inden for 2 uger.
Tekniske problemer eller skader på bugorganerne og blodkar i tilslutning til kikkertoperationen sker meget sjældent. Dog kan der komme blødning eller andre forhold, som gør åben operation nødvendig (<1%). Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis der opstår problemer. Kontakt os, hvis du får tiltagende smerter, feber eller tegn på betændelse (rødme, varme og hævelse).
Speciallæger og behandlere



