Behandling: Stabiliserende operation efter ledskred - løs skulder (Bankart operation)
Har du smerter i skulderen, haft gentagne ledskred eller er ustabil i skulderen efter en skade? Så er det muligt at behandle med stabiliserende kikkertoperation. Vores speciallæger i skulderkirurgi kan undersøge og vurdere, om en operation vil gavne dig. Vi er klar til at undersøge og behandle dig indenfor kort tid, så du kan komme tilbage til din sport.
Book tidEt ledskred i skulderen sker ofte i et fald, hvor man tager fra med udstrakt arm eller hvis en håndboldspiller bliver ”taget i armen” i skudøjeblikket.
På operationsdagen møder du fastende, da operationen foregår under fuldbedøvelse. Til smertebehandling lægges en blokade af armen, mens du sover. Den virker typisk et døgn efter operationen.
Operationen foregår ambulant, dvs. at du kommer hjem fra hospitalet samme dag. Du kan ikke selv køre hjem fra operationen, og der skal være en voksen person ved dig den første nat efter operationen.
Operationen foregår som en kikkertoperation (skulderartroskopi), hvor vi starter med at vurdere skadens omfang. Dernæst stabiliserer vi leddet ved at sætte ledlæben ind på plads, hvorefter vi strammer ledkapslen og ledbåndet op.
Vores sygeplejersker vejleder dig i smertebehandling efter operationen. Er der særlige hensyn eller medicin du ikke tåler, tager vi højde for det.
Armen fikseres ind til kroppen med en slynge og et bælte. Slyngen skal bæres de første tre uger og yderligere tre uger om natten.
Efter otte uger kan du forsigtig opstarte let styrkende træning. Sport eller øvelser, der belaster skulderen skal undgås, dog må du gerne starte svømning efter ca. 13 uger.
Kontaktsport må du starte med efter ca. tre til seks måneder.
Du må køre bil fire til seks uger efter operationen. Sygemelding fra arbejde og sport er en individuel vurdering afhængig af arbejdstype og sportsgren.
Vi anbefaler at vente med risikofyldt sport eller arbejde, der belaster skulderen, indtil tidligst tre til seks måneder efter operationen afhængigt af sportsgren og jobtype.
Almindelige risici så som kar, nerveskade, blødning og infektion er sjældne, men kan forekomme. Den største risiko ved behandlingen er nedsat bevægelighed på grund af arvævsdannelse. I meget få tilfælde er der fortsat tendens til ledskred og derfor kan der opstå behov for ny operation.
Du vil blive instrueret i et program med øvelser af en fysioterapeut inden du udskrives, som du skal træne hjemme. Derudover får du en genoptræningsplan til en privat eller kommunal fysioterapeut, som du skal starte på ca. seks uger efter operationen.