Ny opgørelse: Størst i Skandinavien
Tal viser, at Privathospitalet Mølholm er det hospital, som udfører flest ablationer for atrieflimren i hele Skandinavien.
Omkring trekvart million i Danmark, Norge og Sverige har atrieflimren, også kaldet hjerteflimmer. Og cirka hver tredje af os vil opleve at få hjerteflimmer i løbet af livet.
Heldigvis kan de fleste behandles godt med medicin og blodfortyndende medicin for at forebygge blodpropper, som er den alvorligste komplikation til hjerteflimmer.
Men en del får enten ikke tilstrækkelig hjælp af medicinen, tåler ikke medicinen eller har et ønske om at undgå livslang medicinsk behandling. I de tilfælde er den særlige operation for atrieflimren, en "ablation", en mulighed.
Og netop ablationer har hjertelægerne haft travlt med i 2023.
Tal viser, at Privathospitalet Mølholm laver flest ablationer sammenlignet med alle centre i hele Skandinavien. I 2023 udførte hjertelægerne næsten 1.100 ablationer. Halvdelen af patienter kom fra Danmark, hvor den anden halvdel kom fra Norge og Sverige.
Figuren viser antallet af ablationer for atrieflimren på Privathospitalet Mølholm og det samlede gennemsnit for de øvrige fem danske offentlige centre, de fem norske offentlige centre og de 11 svenske centre (et privat og 10 offentlige).
Kilde: Nationale registre for ablationsaktivitet i Danmark, Norge og Sverige.
Patienterne kommer fra hele Skandinavien
Det er ikke kun danske patienter, der finder vejen til Privathospitalet Mølholm i Vejle, fortæller en af hjertelægerne på Privathospitalet Mølholm:
”Omkring halvdelen af de patienter, vi ser hos os, er danske. Den anden halvdel kommer fra Norge og Sverige. Det afspejler de, desværre, lange ventetider i vores nabolande, men også at Privathospitalet Mølholm aktivt bliver søgt på grund af vores store erfaring og gode kvalitet,” siger Peter Steen Hansen.