Ny rapport: Mølholm er med i toppen, når det gælder patienttilfredshed 

Endnu engang kan privathospitalet bryste sig af et meget flot resultat fra den seneste Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser (LUP)

I den seneste Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, ligger Privathospitalet Mølholm med i toppen, når det gælder patienttilfredshed. Undersøgelsen gennemføres på vegne af de fem danske regioner blandt mere end 430.000 patienter.

 

På samtlige parametre ligger tilfredsheden blandt Privathospitalet Mølholms patienter over eller på landsgennemsnittet. Resultatet er særligt godt for de indlagte patienter, hvor privathospitalet klarer sig signifikant højere end landsgennemsnittet på alle parametre. Et resultat, som den administrerende direktør, Jesper Bøje er godt tilfreds med.  

 

”Vi arbejder kontinuerligt med at sikre en høj lægefaglig kvalitet i behandlingerne og samtidigt give vores patienter en god oplevelse i mødet med vores medarbejdere – derfor bringer det også stolthed og glæde, når vi lykkes med den opgave”, siger Jesper Bøje.

 

Signifikant over landsgennemsnittet

For de indlagte patienter er resultaterne for Privathospitalet Mølholm over landsgennemsnittet på alle ni spørgsmål. På en skala fra 1 til 5 (hvor 5 er bedst) giver patienterne en gennemsnitlig score på 4,46-4,85 for de enkelte spørgsmål, hvor top 3 spørgsmålene her opnår højest score:

  • Personalet er venligt og imødekommende (4,85)
  • Jeg er alt i alt tilfreds med min indlæggelse (4,80)
  • Jeg er tilfreds med behandlingen (4,77)

 

Kvalitetsansvarlig læge på Privathospitalet Mølholm Ebbe Rønholm siger:

”Det vidner om rigtigt gode planlagte forløb i kombination med meget erfarne og kompetente sygeplejersker og læger.”

Fortsætter arbejdet med at højne kvaliteten
Selvom Privathospitalet scorer signifikant højere på en række områder, mener han kun at de nye tal puster til gejsten om at klare sig endnu bedre, og personalet har ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene:

”Rapporten giver os anledning til at se på, hvor vi gør det rigtig godt, og hvor vi kan gøre det endnu bedre. Vi har et enormt stort fokus på, at du hurtigt kan komme til en undersøgelse eller behandling og på at skabe et godt og trygt forløb hele vejen igennem - og det skal gælde uanset om du er henvist fra det offentlige, fra dit forsikringsselskab eller du har henvendt dig privat,” siger Ebbe Rønholm.


Nyt hospital på vej 

Privathospitalet er i øjeblikket ved at opføre et nyt moderne hospital i Vejle Nord, som skal understøtte den vækst, som hospitalet har oplevet de seneste år og som forventes at fortsætte i fremtiden.  

 

Privathospitalet Mølholm har netop offentliggjort sit regnskab for 2023. Regnskabet viser fremgang i både omsætning og driftsresultat. Hospitalet leverede i 2023 en omsætning på 513 mio. kroner og et overskud på 33,9 mio. kroner.  

 

”Det er ingen hemmelighed, at vi glæder os til at flytte i nye rammer, hvor der er bedre plads til patienter og personale. Det nye byggeri i Vejle Nord vil bidrage til at understøtte den gode patientoplevelse i takt med, at vi vokser”, udtaler Jesper Bøje.

 

De faglige specialer, der har til huse i bygningerne på Brummersvej, forventes at flytte til den nye lokation i andet halvår af 2025. Hvad der herefter skal ske med bygningerne på Brummersvej, er endnu ikke afgjort.  

 

Se LUP rapport 2023